(Last Updated On: 30. juli 2020)

Gode oplevelser på vej til udsatte børn

Af Klaus Slavensky

Folketingsmedlem Tanja Larsson (S) har taget initiativ til at indsamle midler til en række sommeroplevelser for trængte familier på Stevns. Her videregiver hun
donationerne til Udsatterådets formand Majbritt Bjerke (th), som vil stå for fordelingen. (Foto: Klaus Slavensky)

Kom ikke og sig at politikere kun snakker tomgang, nå ja, det sker sikkert nu og da, men da Faxe-kredsens lokale folketingsmedlem, Tanja Larsson (S) i midten af juli havde taget initiativ til et ”sommertopmøde” for socialdemokrater i både Faxe og Stevns, så kom der konkret støtte på bordet til trængte børnefamilier i begge kommuner.

Donation: Der er familier som har det svært på Stevns og i Faxe, og som har mærket afsavn, ikke mindst under corona-krisen.

– Mange børn har ikke haft sjove sommeroplevelser, som de kan fortælle om når de igen møder kammeraterne i skolen og på daginstitutioner, siger Tanja Larsson.

Derfor har hun brugt de seneste sommeruger til at kontakte lokale fagforeninger, forretninger, virksomheder og flere turistseværdigheder, med det formål, at få donationer til gode oplevelser for udsatte familier.

– Det er gået over alt forventning, lyder en glad Tanja Larsson, der nu kan overrække godt 60 oplevelser til formanden for Stevns Udsatteråd, Majbritt Bjerke.

Udsatterådet fordeler

Der er desværre mange som ikke har ekstra midler til sommeroplevelse, fordi de kan være lavtlønnede eller er blevet opsagt, og det rammer børnene, mener Tanja Larsson.

– Vi har bl.a. fået sponsoreret et sommerhusophold i Norge, grillmiddag fra SuperBrugsen i Hårlev, minigolfspil hos Stevns Camping, besøg hos Rødvig Kro og meget andet, fortæller hun, og forklarer, at det nu er overladt til Udsatterådet at fordele gaverne, som kan bruge de kanaler der findes.

– Det er dejligt at kunne give familier mulighed for at gøre noget sammen, som de kan vende tilbage til, som en positiv fællesoplevelse, siger rådsformand Majbritt Bjerke.

Foruden de 60 konkrete oplevelser er der indtil nu indsamlet 4.000 kr. til billetter til yderligere oplevelser til f.eks. Knuthenborg Safaripark.

Håber på en gentagelse

Tanja Larsson havde symbolsk medbragt en kasse med oplevelser til bl.a. Stevnsfortet og Geomuseum Faxe, som blev givet til Majbritt Bjerke.

– Vi er socialt forpligtiget på hinanden, og er en del af et fællesskab. Det viser sig også med Udsatterådets arbejde, så det er en fortrolighedsopgave, siger Tanja Larsson.

– Ja, og det gør at vi løfter hinanden, replicerer Udsatterådets formand.

– Dem, som jeg har haft kontakt med, er lykkelige. ”Hold da op, et dejligt initiativ”, og ”Det vil jeg meget gerne”, har været reaktionerne. Nu prioriterer vi hvilke tilbud, som passer til hvem, der har overskud til at tage imod.

– Ja, der er så meget tabu i dette, og derfor er det godt at det er Udsatterådet, som kender de trængte familier, som står for fordelingen, slutter Tanja Larsson, der ikke ved om dette ”ønskescenarie” gentages, men hun håber, at det kan blive en tilbagevendende årlig tradition.

Skriv en kommentar