(Last Updated On: 29. juni 2020)

Stevns: Et flertal i Folketinget bevilgede for kort tid siden en sum penge til kommunerne, så de i sommerperioden kan tilbyde en bred vifte af aktiviteter til børn og unge.

Stevns Kommune har fået 767.000 kr., som foreløbig er omsat til knap 30 forskellige muligheder.

– Vi har haft Aktiv Sommer i mange år, men det her er nyt. På grund af corona måtte vi desværre aflyse en del af Aktiv Sommer-aktiviteterne, fordi vi ikke vidste, om vi kunne og måtte gennemføre dem. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu har fået denne mulighed, så vi har nogle ekstra og rigtig gode tilbud til de børn og unge, som er i Stevns hen over sommeren, fortæller borgmester Anette Mortensen (V), og fortsætter:

– Aktiviteterne er kommet i stand på meget kort tid, og jeg er imponeret over, at det kunne lade sig gøre at stable et så varieret program på benene. Vi er ikke helt klar endnu til at offentliggøre det endelige program, men vi knokler på med det, og det vil kunne ses på stevns.dk en af de nærmeste dage. Enkelte af tilbuddene strækker sig ud over sommerferien og ind i begyndelsen af det kommende skoleår. Det skulle gerne medvirke til øget trivsel blandt børn og unge og til at understøtte læringen efter den helt særlige coronatid.

Rap, SUP, bold og teater

Selvom programmet ikke var helt på plads ved redaktionens deadline, kan vi alligevel godt løfte sløret en lille smule for nogle af de mange spændende aktiviteter, det nu bliver muligt for børnene at melde sig på.

I Stevns Musikskole kan man få lov at prøve kræfter med rap, cello- eller guitarspil. På Stevns Bibliotekerne skal der spilles teater og ved Stevns Naturcenter kan man bl.a. lære at dykke. Hos LimeLight SportBoard Club kan man lære at Stand Up Paddle (SUP), mens AIK65 tilbyder fodbold- og målmandstræning. Også Østsjællands Museum har flere gode tilbud, og her kan man både blive fossil-, dinosaur- og spionjæger for en dag eller komme en tur i deres escape room.

Det endelige program kan i nær fremtid ses på stevns.dk, hvor det bliver offentliggjort, så snart alle detaljer med alderskrav, deltagerantal, datoer osv. er faldet helt på plads.

Alle aktiviteter bliver gennemført under hensyn til corona.

Aktiviteterne gennemføres både af ansatte i og uden for kommunen. De 767.000 kr. bruges til lønudgifter, materialer, rekvisitter mv.
rmh

Sommersjov før børn på Stevns

Hvem kan deltage?:

  • Aktiviteterne er målrettede børn og unge i alderen 6-18 år, men vær opmærksom på, at nogle aktiviteter er målrettede konkrete aldersgrupper.

Sådan tilmelder du dig:

  • Nogle af aktiviteterne kræver tilmelding. Tilmeld dig via stevns.dk – følg banneret på forsiden, når det bliver klar.

Skriv en kommentar