(Last Updated On: 30. november 2014)

Ved Stevns Kridtbrud er man netop gået i gang med at bygge et særligt pejlemærke

Pejlemærke omya
Instruktør fra EUC Sjælland, Ole Sørensen, th. superviserer med støbning af fundamentet sammen med arkitekten og leverandøren af betonen.

STEVNS KLINT: Formanden for Natur-, Fritids- og Kulturudvalget Bjarne Østergård Rasmussen glæder sig til det står færdigt:

”Med det nye pejlemærke får Stevns Kommune et nyt vartegn, som vores mange cykelturister kan nyde godt af på vejen gennem det smukke stevnske landskab. Og jeg er særligt glad for, at så mange gode kræfter har kunnet finde sammen om et godt, fælles projekt,” siger udvalgsformanden.

Læring i virkeligheden
Stevns Kridtbrud (Omya A/S) lægger jord til pejlemærket, som bygges af elever fra EUC Sjælland og kommunens Stjernehold. Byggeriet af det nye pejlemærke foregår i løbet af vinteren og så længe vejret tillader det.

”For vores elever er det meget motiverende at få lov til at være med i hele samarbejdet med arkitekten og at bygge noget særligt,” fortæller virksomhedscenterchef Ole Nørvang-Holm fra EUC Sjælland.

Ronni Petersen, som er en af eleverne, der er med til at bygge pejlemærket nikker.

”Jeg er ny i faget, men man lærer det jo på en helt anden måde herude end inde på skolen – og så er udsigten jo meget bedre,” siger Ronni Petersen.

Naturlig turisme
Netop naturen og udsigten er helt særlig, når man bliver løftet endnu højere op og kan nyde både Østersøen i baggrunden og kigget de 60 meter ned i kridtgraven.

”Med pejlemærkerne får cykelturisterne en spektakulær visuel oplevelse og derudover et oplagt sted at holde en pause på turen. Der er cykelparkering, siddepladser til frokosten og informationstavler, der beskriver området,” forklarer Karen Lilleør, projektkonsulent hos Østdansk Turisme.

Ved pejlemærket bliver etableret udsigtsplatform, bænk, læ og cykelparkering, og pejlemærket ligger desuden, som et punkt på trampestien langs klinten.

Faktaboks
Østdansk Turisme, EUC Sjælland og Stevns Kommune er gået sammen om at etablere det nye pejlemærke for cykelturister. Pejlemærket ligger på cykelruten mellem Berlin og København, og er en del af Danmarks største cykelturismeprojekt: Powered by Cycling: Panorama.

Powered by Cycling: Panorama er et projekt til 25. mio. kr., der primært er finansieret af midler fra Den europæiske fond for regional udvikling og Erhvervsministeriet. Projektet skal bl.a. opgradere den danske del af cykelruten Berlin-København, herunder etablere arkitekttegnede pejlemærker langs ruten. Det første findes allerede på Hesnæs Havn på Falster. Det stevnske pejlemærke iscenesætter den storslåede udsigt over Stevns Kridtbrud og fortæller historien om kalken og kridtet.

Stevns Kridtbrud, Omya A/S, har stillet arealet til rådighed og pejlemærket overdrages efterfølgende til Stevns Kommune. Norrøn arkitekter har tegnet både pejlemærket på Falster og på Stevns.

Skriv en kommentar