(Last Updated On: 8. april 2020)

Spilledåsen har måtte aflyse resten af deres forårsprogram. Tre af de fire aflyste koncerter har nu fået ny spilledato

Rolf Persson ses her ved Spilledåsens 25 års jubilæum, som blev fejret sidste år. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Corona: Kulturforeningen Spilledåsen har grundet corona-krisen måtte aflyse den resterende del af forårsprogrammet med musik. Det drejer sig om de fire koncerter med TipToe Bigband, Hyldest til Benny Andersen, Rasmus Lyberth Band og Walter Trout, der skulle have gæstet Snurretoppen hhv. den 17. marts, den 27. april, den 12. maj og den 2. juni.

Heldigvis har musikerne fra alle fire optrædener udtrykt ønske om at finde en anden dato, da de meget gerne vil tage turen til Store Heddinge og spille for Spilledåsens altid veloplagte publikum.

Datoerne for tre af koncerterne er allerede faldet på plads, og vil i stedet blive afholdt i foråret 2021. De nye datoer er: Hyldest til Benny Andersen – den 9. marts 2021, Tip Toe Big Band – den 29. marts 2021 og Rasmus Lyberth med band – den 11. maj 2021.

– Walter Trout er aflyst for nuværende, men vi arbejder på højtryk for at finde en ny dato, oplyser Rolf Persson fra Spilledåsen.

Billetpraktik

Ønsker man at gøre brug af billetter, der allerede er købt til den gældende koncert, skal man ikke foretage sig noget som helst.

– Du skal blot gemme billetten og vente tålmodigt indtil den store dag oprinder, hvor ventetiden honoreres med et brag af en koncert, siger Rolf Persson.

Ønsker man til gengæld sine penge tilbage, skal man blot ringe på billettelefonen 30571999, som er åben torsdag og søndag i tidsrummet 16.00 til 19.30. Rolf Persson lover, at man her vil blive betjent af et rart menneske, som sørger for at give pengene retur.

Er billetterne imidlertid købt hos et Staxen Boghandel i Hårlev eller Kontorcenteret i Store Heddinge, skal man henvende sig der i stedet for at ringe billettelefonen.

Så hjælper de med at få byttet billetten til kontanter.

– Vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt vil gøre brug af den købte billet, så man ikke går glip af en stor musikalsk oplevelse, er den afsluttende melding fra Spilledåsen.
rmh

Skriv en kommentar