(Last Updated On: 9. juli 2021)

Farvel til corona-aflysning, og velkommen til et flot efterårsprogram med hele 6 koncerter

Af Klaus Slavensky

Spilledåsens bestyrelse vil gerne have, at flere og flere går ad Algade til Snurretoppen, og fremviser plakater med seks spændende efterårskoncerter. Fra venstre Lars Thorup Jeppesen, Britt Kjær, Rolf Persson og Poul Erik Madsen. (Foto: Klaus Slavensky)

Musik: ”Vi har det godt, økonomien er intakt og efterårets koncertprogram er klar til at rulle ud over scenekanten”, sådan lyder status om ’Rigets tilstand’ fra Poul Erik Madsen, formand for kulturforeningen Spilledåsen.

De indsatte er udsat

Corona-restriktionerne har ramt kulturlivet ganske hårdt, og Stevns’ store musikarrangør, Spilledåsen, er ikke gået ramt forbi.

Flere koncerter har måttet aflyses eller udsættes, men nu toner musikarrangementerne frem igen.

– Vi har ikke som mange andre musikforeninger faste udgifter til f.eks. husleje, og al arbejdet bygger på frivillige, så foreningens økonomi har det fint på trods af aflysninger, fortæller Poul Erik Madsen, som også nævner, at det blot var én ud af 6 koncerter som blev gennemført i foråret, nemlig den grønlandske troubadour Rasmus Lyberths afskedsturné, hvor der til gengæld også var fuld hus.

– Artisterne har været meget forstående og vi har fået støttepenge fra Kulturstyrelsen, så trods programændringer er alt på ret kurs, siger han.

Britt Kjær fra bestyrelsen oplyser, at flere af efterårets koncerter er tidligere programsat, og som nu gennemføres.

– Det er blot koncerten med TipToe Bigband, Dawn Joseph og Bobo Moreno, som må vente til 2022, fortæller hun og tilføjer, at blandt de udsatte koncerter er en med de indsatte, nemlig Fangekoret i Vridsløselille Statsfængsel, der først kommer til Stevns i foråret 2023.

Medlemskab giver rabat

De nedlukkede koncertår har også haft betydning for medlemstallet, som er dalet fra over 200 til omkring 60.

– Det er klart, at når der ikke er koncerter, så er det svært at fastholde medlemmerne, siger næstformand Rolf Persson, som dog er sikker på, at medlemsnedgangen vender til opgang, når koncertrækken begynder igen.

– Vi har haft en buffer, så vi har klaret den, men det er meget sjovere at gennemføre koncerterne, sige han, og forklarer, at man som medlem får rabat på 25 kroner per billet, så da et års medlemskab koster 50 kr., så er det tjent hjem efter bare to koncerter.

– Medlemskab og arrangementer følger kalenderåret, så der er penge at spare, for selvfølgelig er man jo nødt til at komme til alle koncerter, så gode er de, lyder det fra Rolf Persson.

– Nej, vi behøver ikke være så nervøse længere, for til efteråret er størsteparten af vores publikum vaccineret, indskyder Poul Erik Madsen.

– Nu er det ikke længere et spørgsmål om gyngerne og karussellen, for nu skal vi have fyldt salen op igen, det er ikke sket de sidste to år, tilføjer kasserer Lars Reimer, som også er foreningens booker.

Fra blikkenslager til smægtende sanger

Og Lars Reimer har et spændende efterårsprogram parat, som får en trommehvirvel med fra Rolf Persson.

Sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen er krøbet i crooner-dresset, og bliver den første som optræder i Spilledåsens efterårsprogram den 21. august. (Pressefoto)

– Vi lægger ud med selveste Jimmy Jørgensen med et crooner-program, hvor han er solo med et firemandsband. Han er en alsidig herre, tog springet fra blikkenslager til forsanger i bandet Hotel Hunger, og har siden medvirket i film, tv-serier og en mængde teaterkoncerter, siger Lars Reimer om den populære entertainer som musikbladet Gaffa har givet seks stjerner for sine turnéer.

Jimmy Jørgensen starter Spilledåsens efterårssæson med en koncert den 31. august kl. 20, med fortolkninger af store internationale hits og selvfølgelig også egne hits såsom ”Smil prinsesse”, ”Vent på mig” og ”Lidt til og meget mere”.

Der er blevet sagt om den karismatiske sanger, at der er så meget overskud i hans vokal, at han kunne låne ud til en håndfuld andre sangere og stadig være i stand til at levere en vokalpræstation, andre sangere ville dø for. Så de billetter skal nok blive revet væk.

Blues, jazz, folkemusik, jul og om lidt er kaffen klar

Spilledåsens bestyrelse smed efter præsentationen af åbningskoncerten, som naturligvis foregår i Snurretoppen i Store Heddinge, de øvrige fem efterårskoncerter på bordet.

Bluesfænomenet Walter Trout kommer den 27. september og giver opvisning i Call-and-response mellem vokal og guitar, og de blå toner. Han har spillet sammen med bl.a. John Mayall og Spilledåsens folk har været dygtige at fange den medvind, som bluesrevival har fået.

Den 16. oktober flyttes koncerten til harmonien i Rødvig, hvor Doghouse Cats giver jazz-jive fra 1940’erne og 1950’erne, og det er tilmed inklusiv en jazzmenu, så dem skal man ikke ’misse’, siger Rolf Persson.

Og det samme gælder også koncerten, som er en hyldest til afdøde nationalpoet Benny Andersen. Det er Poul Dissings søn Rasmus Dissing, som sammen med tre supermusikere har påtaget sig denne opgave den 26. oktober, hvor man kan forvente genkendelsens glæde i mødet med de kendte sange i nye fortolkninger.

Og Spilledåsens folk kan blive ved, for den 18. november kommer The Dublin Legends med Sean Cannon i front, som var medlem i over 30 år af det legendariske The Dubliners, så mon ikke også her vil kunne høres kendte syng-med-bare strofer.

Selvfølgelig sluttes efterårets koncertprogram med en vaskeægte julekoncert, og det er ingen ringere end bandet Blast, som giver den med julefunk og tre pragtfulde sangerinder forrest på scenen. Det sker den 7. december, så det er en dejlig tidlig julegave.

Det bar’ god livemusik

Britt Kjær, som er Spilledåsens PR-ansvarlige, håber på et godt salg.

– Vi har brug for fulde huse, siger hun. Og det kan vist ikke kan helt galt med et så formidabelt musikprogram.

Under coronaens åg har mange kunstnere sagt, at de ’tørstede efter at optræde’ igen. Mon ikke mange tørster ligeså meget efter at høre god live musik, og det har Spilledåsen endnu en gang vist garant for at levere.

Skriv en kommentar