(Last Updated On: 9. juni 2020)

Første koncert er med Bob Dylan-sange

Spilledåsens bestyrelse fremviser plakater med de fem spændende efterårskoncerter. Fra venstre Rolf Persson, Britt Kjær, Poul Erik Madsen og bagest Lars Thorup Jeppesen. (Foto: Klaus Slavensky)

Stevns: „Musik giver universet en sjæl”, sagde den græske filosof Platon, så det er en gammel sandhed, at mennesker har brug for musikken.

Det ved kulturforeningen Spilledåsen, og derfor kunne de aktive folk bag foreningen forleden præsenterer efterårets store koncertprogram på Stevns.

„Vi skal jo i gang”

Corona eller ej, Spilledåsens bestyrelse lægger allerede ud med at lade Dissing, Las & Cross spille Dylan den 14. september kl. 20 i Snurretoppen.

Guitar-ekvilibristen Billy Cross støtter brødrene Rasmus og Jonas Dissing samt Las Nissen i et kæmpe udvalg af Bob Dylans sange.

– Vi går ud fra, at vi er tilbage til normalen, siger Spilledåsens formand, Poul Erik Madsen, som forklaring på hvorfor foreningen tør starte koncerter igen.

Statsminister Mette Frederiksen udmeldte i foråret, at større koncerter og festivaler er forbudt til og med august, og Spilledåsens bestyrelse tror denne udmelding holder.

Vi skal jo i gang, siger Poul Erik Madsen.

Topnavn: The Savage Rose

Det bliver også et forrygende efterårsprogram, som tæller hele fem koncerter, som udover musik af „Uncle Bob”, favner lidt af hvert.

I oktober er der hele to koncerter, den første foregår den 3. oktober med United Nations Jazz Band, som er musikere fra fem forskellige lande, som alle sværger til vaskeægte New Orleans Jazz. Koncerten finder sted på Harmonien, og der er mulighed for tilhørende jazzmenu.

Sæsonens absolutte topnavn er The Savage Rose med unikke Annisette i front, som hun har været det i godt 40 år.

Hotel Klinten har hjulpet med at få det efterspurgte band til Stevns, hvor de optræder i Snurretoppen lørdag den 17. oktober kl. 20.

Bodil Jørgensen synger forbudte sange

Den 10. november kommer den populære skuespiller Bodil Jørgensen med Martin Schacks Kvartet og synger „De forbudte sange”.

Denne kryptiske titel dækker over, at der i årene mellem 1864 og 1920, var en række sange som tyskerne forbød de dansksindede at synge i Grænselandet.

Og 2020 er som bekendt 100-året for Genforeningen. Det skal nok blive en eftertragtet koncert, og halvdelen af billetterne er allerede solgt.

Sæsonen slutter med den traditionelle julekoncert, som i år bliver med selveste Bryan Price den 8. december.

Økonomien holder – endnu

Spilledåsen måtte efter to koncerter i foråret lukke resten af programmet ned.

– Corona-krisen fik musikerne til at aflyse, og derfor hang vi ikke på udgifter og undgår et underskud, fortæller næstformand Rolf Persson, som er glad for at det lykkes at få tre af de aflyste arrangementer flyttet til foråret 2021.

– Som regnskabet er nu er vi ikke nervøse, og vi har god dialog med både Stevns Kommune og Kulturstyrelsen, som støtter os, fortæller Rolf Persson, som opfordrer alle på Stevns til at deltage i Spilledåsens arrangementer.

– Det er en win-win-situation. Man støtter kulturen og får en fed oplevelse, siger han.

Det kan næppe siges mere præcis, og mon ikke det var det som ordmesteren H.C. Andersen også mente da han sagde: „Hvor ord svigter, taler musikken”.
sky

Skriv en kommentar