(Last Updated On: 27. maj 2014)

Spillestedet Spilledåsen slutter forårssæsonen
med dansegruppen Green Steps og musikgruppen Trad Lads
Trad_Lads_Green_steps_2013
Billetter til TRAD LAS OG GREEN STEPS tirsdag den 27. maj kl. 20.00 kan bestilles online på www.spilledaasen-stevns.dk – billettelefon 3057 1999. Priser: Medlemmer af foreningen: kr. 175.- Andre: kr. 200.-.

Uanset det kun har været nødvendigt for spillestedet at hænge de røde lygter ud 2 gange i løbet af årets 5 koncerter, så har det samstemmende lydt fra de optrædende artister: ”Det er da et fantastisk publikum, der er her på Stevns. Er det fodret med noget særligt? Indeholder luften på Stevns noget specielt? I hvert fald bliver man som musiker næsten grebet af eufori, når det  sker, som her, at man begaves med et sådant positivt og musikbegejstret publikum”. – ”Vi vil meget, meget gerne komme igen og underholde  i St. Heddinge. Når publikum modtager os så uforbeholdent og kærligt, som tilfældet er her, så får også vi lyst til og mod på at yde vort ypperste”.
Og de har ydet deres ypperste, de optrædende!
Selv – hvad der heldigvis kun er sket en enkelt gang – når kun en trediedel af publikumpladserne til en koncert er besat – et det blot at tilføje: Synd og ærgerligt, at ikke flere fik sig dette ordentlige klask på opleveren. De udeblevne burde næsten idømmes en bøde.  De har i hvert fald kun sig selv at bebrejde, at de ikke fik del i en musikalsk godbid, der tilmed blev serveret i egen baghave.
Netop nu, på nippet til at have gennemlevet endnu et forrygende, sprudlende og farverigt forår, der spreder fornyet livslyst- og -glæde, vil Spilledåsen gerne tilbyde et bidrag til yderligere forsødelse af en årstid, der ikke kender sin lige.
Tirsdag, den 27. maj, klokken 20.00 kan du opleve irsk musik og dans på dit lokale spillested. Forrygende og fortryllende er det når GREEN STEPS afleverer deres fyrstelige og forbavselsvækkende danse. De opfører noget  i retningen af  Riverdance, som vi første gang så  i begyndelsen af 90’erne i en pause ved et Melodi Grand Prix.
Green Steps har allieret sig med musikgruppen TRAD LAS. Disse piger og drenge præsenterer irsk musik, sang og dans, når det er bedst.Her er livsglæde og intensitet, usædvanligt rytmisk og understøttet af scenetramp og stepdans og iøvrigt ledsaget af  alskens instrumenter: guitarer, banjoer, violiner, trommer, fløjter med mere.
Og sange synges i umiskendelig dubliner-stil. Velkendte og elskede irske melodier spilles!
I det hele taget tilbyder Spilledåsen en sprudlende musikalsk og seværdig oplevelse på en af årets sidste forårsdage. Det skal nok komme til at swinge på den gode måde, og lur os om der ikke denne aften vil blive forekomme klapperøde hænder og svedperler på selv den mest skurvede pandebrask.     pem

Skriv en kommentar