(Last Updated On: 24. marts 2020)

Sådan lyder opfordringen fra Stevns Frivillighedscenter

Fotoet af Johnny Andersen og Lena Bjerrum Bach er af ældre dato, hvor man gerne måtte mødes og sidde skulder ved skulder. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Corona: Det er en meget anderledes tid, vi alle oplever lige nu; både ift. arbejds- og familieliv. Det gælder også vores fritidsaktiviteter og frivillige arbejder, som i stor stil er aflyst og sat på hold.

I Stevns Frivillighedscenter er der også lukket ned for al mødeaktivitet. Stedets daglige leder, Lena Bjerrum Bach, er dog fortsat aktiv ved skrivebordet, og i sidste uge sendte hun en opfordring ud til frivillighedscentrets 74 medlemsforeninger, hvor hun appellerede til, at vi skal være der for hinanden:

’Gader, stier og butikker kan virke helt tomme, og de fleste af os må blive hjemme. Det er vi ikke vant til. Og det kan hurtigt blive lidt ensomt og trist – især for dem, som sidder alene, eller er særligt sårbare, måske er syge og ikke selv kan handle ind eller få besøg. Så vi vil gerne sige til jer, at selvom vi må holde afstand til hinanden, så kan vi alligevel holde kontakt og hjælpe hinanden’, stod der blandt andet i e-mailen.

Kun et opkald væk

Både Lena Bjerrum Bach og frivillighedscentrets formand, Johnny Andersen kan kontaktes på telefonen og e-mailen, hvor de gerne rådgiver om både stort og småt.
Lena kan kontaktes på telefon 61131274 eller e-mail kontakt@stevnsfrivillighedscenter.dk, og Johnny kan man ringe til på telefon 22593164.

Også deres facebook-side, facebook.com/stevnsfrivillighedscenter.dk/, er taget i brug, og her opfordres man til at komme med gode tips og idéer til, hvordan vi kan hjælpe hinanden på Stevns.

Det første tip kommer fra hun selv med: nemlig at Røde Kors har oprettet et hjælpenetværk, hvor man både kan få hjælp og tilbyde sin hjælp. Corona Hjælpenetværket hedder det, og her kan man for eksempel hjælpe med og få hjælpe til indkøb, hundeluftning, pakke- og medicinafhentning og andre praktiske gøremål, dog ikke børnepasning.

Se mere om, hvordan du kan melde dig som hjælper og hvordan du kan få hjælp pårodekors.dk/corona/hjælp.
rmh

Skriv en kommentar