(Last Updated On: 23. februar 2022)

Den 26. november er der fødselsdagslagkage på biblioteket i Store Heddinge, men allerede nu er jubilæumsarrangementerne i fuld gang.

Af: Klaus Slavensky

Alle gode folk af hus for at sikre et spændende jubilæumsår for Stevnsbibliotekerne. Fra venstre biblioteksleder May-Britt Diechmann og så 100 årsgruppen: Dorte Gagner, Karen Brokøb og Marianne Sivertsen. (Foto: Klaus Slavensky)

Stevnshistorie: Det siges, at verdens ældste, trykte bog stammer fra Kina år 868 efter vor tidsregning, men det var først med Gutenberg i 1440, at der kom gang i udgivelsen af bøger.

I starten var det primært på slotte og godser, at der fandtes biblioteker, men efterhånden opstod der private biblioteker som f.eks. Lars Hansens bibliotek i Lille Heddinge i 1855, og Store Heddinge Håndværkerforenings Bibliotek i 1857. Der var bl.a. også en biblioteksforening i Magleby/Klippinge i 1901, men det var først for alvor med biblioteksloven i 1920, at der blev oprettet egentlige folkebiblioteker.

Det første bibliotek i Store Heddinge så dagens lys, i en lejlighed tilhørende lærer Th. Borryes, i Algade 39 i 1922 og biblioteket flyttede til Nørregade 15 i Store Heddinge i 1935.

Siden blev der oprettet biblioteker i bl.a. Hårlev og Strøby Egede og fra 1971-2003 kørte der en biblioteksbus rundt over hele Stevns.

Og til november kan Stevns Bibliotekerne fejre sine første 100 år.

Fire store highlights

Stevns Bibliotekerne sætter alle sejl til når den populære institution skal ud på sin 100 års lange jubilæumsrejse.

Stevns Kommune har bevilget 100.000 kr. til at markere året, og der er sågar nedsat en ”100 års-gruppe”, som længe har været i fuld gang med et imponerende oplysningsprogram.

I sidste uge præsenterede biblioteksleder May-Britt Diechmann rammerne for jubilæumsåret, som også omfatter markering af 300-året for Rytterskolen i Ll. Heddinge, som biblioteket bruger til bl.a. foredrag, debatter og studiekredse.

– Vi skruer i den grad op for aktiviteterne, siger bibliotekslederen og overlader ordet til 100 årsgruppen.

100 årsgruppen består af projektkoordinator Karen Skov Brokøb, regnskabsmedarbejder Dorte M. Gagner og it-ansvarlig Marianne Sivertsen.

– Vi har 4 store hovedarrangementer og så en palet af masser af alt muligt for alle på hele Stevns, fortæller Marianne Sivertsen og uddyber:

– Rytterskolen fejres den 21. maj, hvor der vil være foredrag af historikeren Kaare Johannesen, rundvisninger, musik og andre aktiviteter. Den 11. juni er der Børnetorvedag, sammen med Store Heddinge Handelsstandsforening, hvor vi bl.a. får besøg af Den Store Tryllenørd og Kalles Store Trommeshow. Der bliver læsehuler, danseshow og gamle lege. Så gentager vi succesen med Stevns Litteraturfestival den 10. september, hvor f.eks. designer Jim Lyngvild taler med stevnsforfatteren Anne-Marie Vedsø Olesen. Og så har vi den store fødselsdag for biblioteket den 26. november, hvor der bl.a. er en rigtig fødselsdagslagkage, oplyser Marianne Sivertsen.

Vidt forskellige tilbud

Der er arrangementer hele året, og mange er allerede afholdt eller i gang, bl.a. et foredrag med Bjarne Hastrup, der løb af stablen den 8. februar i Hårlevhallerne i samarbejde med Ældresagen.
For mange af arrangementerne foregår i samarbejde med lokale aktører, fortæller Karen Brokøb.

– Vi har indsamlet brugerønsker så det vi laver, er så relevant for stevnsborgerne som muligt. Derfor kommer bl.a. storyteller Aske Ebbesen til litteraturfestivalen og Tommy Andersen kommer den 16. marts og fortæller om høns i haven. Men vi sætter også fokus på store ting som FN’s Verdensmål, som vi vil afmystificere og gøre til hverdagsmål. Men der bliver også plads til f.eks. fødselsdagsfest for Alfons Åberg den 22. februar, siger Karen Brokøb.

Der er således en kæmpe bredde i udbuddet af arrangementer, som også omfatter besøg af den folkekære biolog og tv-vært Morten DD, hele Stevns’ egen håndboldhelt Lasse Svan, strikkedesigner Lærke Bagger, Store Heddinge-forfatteren Søren Ulrik Thomsen og mange andre kendte navne.

Menneskebiblioteket

Hen over året vil der være livestream i Store Heddinge Bibliotek om faglige foredrag fra forskere fra Aarhus Universitet, om bl.a. hjernen og klima, og der bliver sat fokus på historien om modstandsbevægelsen på Stevns.

– Vi forsøger at fordele emner som har relation til alle årtierne af 100 års jubilæet, men også nutid og fremtid, siger May-Britt Diechmann.

En nyskabelse er den levende bog, også kendt som ”Menneskebiblioteket”, hvor ’bøgerne’ er mennesker, der som åbne bøger svarer på læserne spørgsmål, og på den måde deler erfaringer fra deres eget liv.

Menneskebøgerne repræsenterer grupper i samfundet, som ofte er udsat for, forudfattede meninger, fordomme og diskrimination på grund af deres livsstil, beskæftigelse, sociale status, etniske oprindelse eller lignende. Udgangspunktet er, at alle har godt af at udfordret, om hvad vi går og tror om andre mennesker, og i Menneskebiblioteket gør man det ved at stille menneskebogen netop de spørgsmål, man ønsker at få svar på.

– I løbet af 2022 vil vi lave arrangementer over det meste af Stevns og med mange foreninger og institutioner som f.eks. Stevns Amatør Scene, Gjorslev Gods og Traktørstedet i Bøgeskoven, lyder det fra Marianne Sivertsen.

Biblioteket istandsættes

Der er således en gaveregn på vej til stevnsboerne, og når det regner på lånerne, så dypper det også på bibliotekets faciliteter.

– Hele biblioteket i Store Heddinge istandsættes og tilpasses tidens behov. Vi flytter lidt på vores pc-tilbud, og ændrer på vores caféområde, så vi får plads til flere arrangementer, og hele facaden vil blive gjort i stand inden selve den store dag i november, oplyser Dorte M. Gagner, og tilføjer, at Stevns Bibliotekerne vil holde borgerne løbende orienteret om de mange events, og henviser desuden til Facebook og stevnsbib.dk.

– Jubilæumsprogrammet er ikke færdigt, så der kommer endnu flere spændende tiltag. De fleste er gratis, og nogle enkelte koster lidt, og der er noget for alle, slutter Dorte Gagner.

Ved siden af de mange jubilæumsgaver holder Stevns Bibliotekerne normalt åbent og May-Britt Diechmann lover at servicen er i top som altid.

Så hvis nogen fik lyst til at låne bøger, som f.eks. er fra selve jubilæumsåret, er det også muligt, og det kunne være en af datidens store skribentnavne, stevnsforfatteren Anton Nielsen, der bl.a. skrev om Store Heddinge, og som netop i 1922 udgav digtsamlingen ”Den lille By”.

Skriv en kommentar