(Last Updated On: 23. juli 2018)

Hvordan skal kommunen udvikle sig? Vær med og vis vejen, når Stevns Kommune inviterer alle borgere til at deltage i visionsarbejdet

Stevns: Under overskriften »Lad os vise, hvad vi kan!« inviterer Stevns Kommune til borgermøde om visionen for Stevns.

Mødet afholdes lørdag den 18. august mellem kl. 9 og 13, hvor deltagerne i fællesskab skal fokusere på potentialerne og sætte kursen for Stevns Kommune de næste 12 år.

– I kommunalbestyrelsen efterspørger vi en vision, som fremadrettet fortæller, hvad vi stræber efter. En vision, som udfordrer nutiden og giver os retning og inspiration. På borgermødet skal vi i fællesskab finde frem til nogle gode bud på vores vision, som udspringer fra os, der bor her. Senere i september samles vi i kommunalbestyrelsen og tager endeligt stilling til visionen, oplyser borgmester Anette Mortensen (V).

Arbejdende værksted

Institut for Fremtidsforskning leder deltagerne igennem dagen og undervejs vil et professionelt panel udfordre og inspirere visionsarbejdet.

Det bliver fire timer i et arbejdende værksted med gruppearbejde og gule post-its. Alle idéer er velkomne – og husk at medbringe ja-hatten.

Borgermødet bliver afholdt her i Stevns Kommune, men den præcise adresse afhænger af antallet af tilmeldinger. Alle tilmeldte modtager praktisk information og materiale om dagen direkte på mail.

Tilmelding med navn, mailadresse og antal personer, der deltager, skal sendes til Lene Milner på lenemiln@stevns.dk senest søndag den 12. august.
rmh

 

Skriv en kommentar