(Last Updated On: 11. februar 2021)

Trods melding om lukning, har Bettina og Søren Hansen nu ombestemt sig og bliver i Klippinge

Af Klaus Slavensky

Søren og Bettina Hansen fortsætter med Stevns’ uforlignelige slagterbutik i Klippinge, og holder åbent hver fredag og lørdag i fremtiden. (Foto: Klaus Slavensky)

Velsmag: Der var et væld af beklagelser fra trofaste kunder, da slagter Søren i slutningen af 2019 fortalte Stevnsbladet, at han agtede at lægge kniven, efter 28 års hårdt arbejde med at slagte og lave al mad fra bunden.

Nye åbningstider

Dengang døjede Søren Hansen med en skulderskade, og hans kone Bettina fandt, at det er blevet mere omstændigt med papirarbejdet. Derfor var det tid til at sælge.

– Men vi lukker ikke, før vi har fundet en køber, som har samme interesse og kærlighed til faget som os, sagde Bettina Hansen dengang til lokalavisen.

Nu skriver vi 2021, og det er ikke lykkes at finde en, der vil overtage den populære butik inklusiv opskrifter på bl.a. rullepølser, som folk valfarter efter fra nær og fjern.

Så nu har slagterparret, efter et års tunge overvejelser, besluttet at fortsætte Stevns’ eneste selvstændige slagterforretning, og man kan næsten høre hurra- og hyldestråbene forplante sig fra landsby til landsby på den stevnske halvø.

– Vi har udarbejdet et koncept, som vi kan overkomme, siger Bettina Hansen og uddyber:

– Vi har åbent fredag fra 10-16 og lørdag fra 9-12, og så holder vi åbent torsdag for dem, som har bestilt varer. Men vi tager altid mod telefonbestillinger på ”lukkedage”. Det er det tiltag, vi har taget for at kunne bevare butikken, forklarer hun.

Svært af få lærlinge

En af årsagerne til den drastiske ændring skyldes, at det nærmest er umuligt at få lærlinge, som kan aflaste slagtermester Søren.

– Den sidste sluttede i august 2020, og vi har forgæves søgt efter lærlinge, oplyser Søren Hansen.

– Sidste år blev der kun uddannet 12 fra Slagteriskolen i Roskilde, som er landets største. Jeg fatter ikke, at de kun vil stå i supermarkederne. Og før i tiden havde vi f.eks. vaskedrenge, som bl.a. gjorde rent, men i dag må unge under 18 år kun arbejde to timer, og så må de ikke længere vaske knive, lyder det med et suk.

Og der er også et andet problem, som betyder kvaler for Søren Hansen og andre selvstændige slagtere. De store butikskæder styrer uddannelserne, og de har ikke brug for medarbejdere, der kan slagte, skære dyr ud og lave pølser og andet pålæg fra bunden.

Det er netop den slags hjemmegjorte varer, som man kan få hos slagteren i Klippinge.

Arbejder for to

Bettina Hansen kigger bekymret på sin mand, da talen falder på, hvordan de to alene vil kunne magte alle opgaver.

– Du arbejder for to. Det er dig, som laver alle varerne, og det kan du ikke blive ved med. Men nu gearer vi lidt ned, for vi skal også have fridage, og holder f.eks. lukket i ugen efter påske, fortæller Betina, som har kvittet sit arbejde hos den lokale revisor, og nu står både i køkkenet og bag disken, sammen med Ida, som bruger sit sabbatår til at hjælpe til i den lokale butik.

– Det er trist, at der ikke er unge, som har lyst til faget. Det kunne være godt at hjælpe med at beskæftige unge, også for erhvervslivet på Stevns, siger Søren Hansen og fortsætter:

– Hvis der havde været en, som ville overtage, så havde jeg gerne oplært ham eller hende, siger han.

Vil holde butikken i gang

Søren Hansen er frisk på endnu en tørn med at lave slagtevarer fra bunden. (Foto: Klaus Slavensky)

Men den positive beslutning er taget, og Klippinge-slagterens mange tilfredse kunder glæder sig nok over Bettina Hansens ord, om at hun og Søren bliver ved ”så længe vi kan klare det”.

– Vi har nu prøvet det nye åbningskoncept i 14 dage, og det kører over alt forventning, det er meget positivt, oplyser hun, og husbonden istemmer: »100 procent!«

– Det er måden, hvorpå vi kan holde butikken i gang. Og vi fortsætter med, at alt er dansk kød og råvarer. Over 75 procent af vores salg er pålægsvarer.

– Der har været et opsving i salget af kød, især hakket kød, som vi jo hakker gang fra gang, så det altid er friskt, indskyder Søren Hansen, og nævner samtidig, at de stadig laver og sælger færdigretter, men ikke takeaway.

Kommer langvejs fra

Deres udsendte har på det seneste pænt stået i corona-kø ved butikken, og talt med andre kunder, som viser sig at komme fra så forskellige steder som Valby og Nyborg, og som en fra Køge en dag sagde »Dér er der jo ikke en rigtig slagter«.

Det beviser, at man gerne kører langt efter ægte slagterivarer. Men de nye åbningstider, og de færre medarbejdere betyder, at de lune deller, som Deres udsendte altid har yndet, er ”ofret” af de nye tider.

– Vi kan ikke nå at lave varme frikadeller samtidig med at vi ekspederer, og vi er modstandere af varmeskab. Vores varer skal være friske, men de kan fås kolde, siger Bettina Hansen med et smil.

– Og vi kan heller ikke nå at tage telefonen, når vi har åbent, men folk har også vænnet sig til at bestille på ugens andre dage, indskyder Søren, der er godt tilfreds med at fortsætte, for han er stadig glad for faget.

– Jeg kan smaddergodt lide håndværket, lyder det.

Og så er det jo heldigt, at kunderne også smaddergodt kan lide hans håndværk.

Skriv en kommentar