(Last Updated On: 24. februar 2021)

Navnenyt: Stevns Erhvervsråd får ny kommunikations- og markedsføringsansvarlig. Marie Bisschop-Thomsen, der afløser Signe Kjærbølling, skal sikre, at omverdenen fortsat har et solidt kendskab til erhvervsrådets arbejde og de arrangementer og tilbud, som erhvervsrådet tilbyder til alle virksomheder i kommunen. Det oplyser erhvervsrådet i en pressemeddelelse.

– Vi glæder os over at kunne byde velkommen til Marie. Hun kommer med god erfaring og stærke kompetencer i bagagen, og i hende ser vi en unik mulighed for at få et in house marketingbureau. Marie har i mange år arbejdet med markedsføring og kommunikation inden for netop vores målgruppe af små og mellemstore virksomheder, og med hende ser jeg vores kommunikation i trygge hænder, udtaler erhvervschef Thomas Christensen og fortsætter:
– Yderligere har Marie erfaringen og kompetencerne til at yde vejledning til virksomheder om kommunikation og markedsføring.

Marie Bisschop-Thomsen kommer fra en stilling som kommunikationskonsulent hos +vonbülow.co i Sorø, hvor hun gennem de sidste fem år har leveret markedsføringsløsninger for små og mellemstore virksomheder, både lokalt på Sjælland og landsdækkende. Marie har bl.a. haft et tæt samarbejde med Sorø Erhvervsråd, så hun kender til de behov og udfordringer erhvervslivet i en lille kommune har.
– Jeg ser frem til alle de nye udfordringer samt at få lov til at fortælle historien om Stevns Erhvervsråd og det arbejde vi udfører sammen med virksomhederne i Stevns Kommune. Det er fortællingen om virkelyst, iværksætteri og sammenhold. Jeg glæder mig til at lære virksomhederne at kende og være med til at styrke deres markedsvilkår og muligheder for vækst, fortæller Marie Bisschop-Thomsen.

Marie Bisschop-Thomsen er uddannet cand.mag. fra Københavns Universitet og kommer oprindeligt fra Fyn, men har rødder på Stevns, hvor hendes farmor og farfar havde en gård ved Frøslev og farfar i mange år arbejdede på Stevnsfort.

Marie havde første arbejdsdag i Stevns Erhvervsråd den 15. februar, og hun kan fanges på marie@stevnserhvervsraad.dk.

Skriv en kommentar