(Last Updated On: 17. februar 2021)

Stevns: Stevns Kommune får ny kommunaldirektør fra den 1. april. En enig kommunalbestyrelse har valgt at ansætte den 44-årige Henrik Nielsen, som kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Sorø Kommune.

Han afløser Per Røner, der startede som kommunaldirektør i daværende Vallø Kommune i 1999, og fortsatte som kommunaldirektør for den nye Stevns Kommune i 2007, og derfor har haft opgaven i 22 år.

10 års kommunal erfaring

Den nye kommunaldirektør Henrik Nielsen kommer direkte fra et job som vicekommunaldirektør i Sorø Kommune, hvor han har arbejdet et år.
– Med Henrik Nielsen får vi en kommunaldirektør med en lang erfaring fra det kommunale system. Med otte års direktørerfaring fra både Gribskov, Lejre og Sorø er han klædt rigtig godt på til opgaven, og jeg glæder mig meget til samarbejdet, hvor vi sammen med både kommunalbestyrelsen og forvaltningen skal sikre kommunens positive udvikling. Med hans solide kommunale erfaring er jeg tryg i arbejdet med det forestående kommunevalg, udtaler borgmester Anette Mortensen.
Henrik Nielsen har haft en kommunal karriere med offentlig administration og ledelse over 10 år, og startede som bl.a. økonomichef i Hørsholm i syv år, derefter samme stilling i et år i Holbæk, og godt fire år som direktør i Gribskov, dernæst fire år som vicekommunaldirektør i Lejre, før han i februar 2020 blev vicekommunaldirektør i Sorø.

Mange opgaver forude

Som ny kommunaldirektør i Stevns Kommune skal Henrik Nielsen bl.a. omsætte visionen ’Stevns – Du kommer igen!’, understøtte arbejdet med kommunens økonomiske styring og bidrage til kommunens mange udviklingsprojekter.
Henrik Nielsen fortæller om sit nye job i Stevns:
– Jeg er stolt og ydmyg over, at Stevns Kommune har vist mig den tillid at pege på mig som ny kommunaldirektør. Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at leve op til den tillid. Stevns Kommune er et fantastisk sted med et enormt potentiale, og jeg glæder mig til at bidrage til fortsat at forløse potentialet. Først og fremmest til gavn for kommunens borgere og erhvervsliv, men også for de mange mennesker, der hvert år besøger Stevns for at tage del i de oplevelser, området har at byde på, lyder det fra Stevns nye kommunaldirektør, der også bliver kastet ud i et nyt arbejdsår med et kommunalvalg til november.

sky

Skriv en kommentar