(Last Updated On: 20. september 2017)

Tæt løb i konkurrencen om den bedste “Stevnsgryde”.

Femte klasserne på Store Heddinge Skole havde kreeret de nominerede stevnsgryder. Her står repræsentanter fra den vindende gruppe, forrest fra venstre: Marie Nøddekær Iversen, Isabelle  Rosa Mohn og Hjalte Sonne Langkær Hansen, og bagest Mogens Haugaard og Claus Valdemar. (Foto: Klaus Slavensky)

Strøby: Stevns Erhvervsråd og Stevns Fødevarenetværk skrev lokalhistorie, da over 60 smagsdommere, en borgmester og en professionel kok valgte en vindergryde på Høstmarkedet på Engvang søndag den 17. september.

Stemmegaflerne blev brugt

Bag de konkurrerende gryderetter stod femte klasser fra Store Heddinge Skole, som i flere uger har eksperimenteret med råvarer fra stevnske madproducenter.

Thor Nielsen fra Stevns Erhvervsråd bød velkommen til at smage de fire nominerede, duftende gryder, og de mange forældre, bedsteforældre og andre madelskende gæster greb stemmegaflerne, som efter at være brugt til at teste, blev lagt ved de nummererede retter.

Dommerpanellet valgte

Der var tæt løb, og der måtte dommerstemmer til at afgøre valget, som kok Claus Valdemar fra Klinten og borgmester Mogens Hougaard Nielsen lagde til.

– Alle retter smagte meget, meget godt, sagde borgmesteren, der takkede alle eleverne og fortsatte:

– En burde måske have været mere krydret, og de tre andre var mere end tætte. Men vi er meget enige med publikums valg, og har fundet en vinder, som vi synes havde den bedste konsistens, sagde Mogens Hougaard Nielsen og kårede den gryde, som i fremtiden vil bære det stolte navn “Stevnsgryden”.

Måltidskasse med opskrift

Stevns Erhvervsråd og Stevns Fødevarenetværket vil lave en måltidskasse med alle vinderrettens ingredienser, som kan købes gennem Stevns Erhvervsråd: sofie@stevnserhvervsraad.dk

Kassen koster 150 kr. og har alle de dejlige råvarer, der skal bruges til en lækker Stevnsgryde.
Den fiksklare kasse skal bestilles inden onsdag den 27. september kl. 20, og er til afhentning enten den 29. eller 30. september hos Engvang Frugt.

Stevnsgryden kommer i skolernes efterårsferie på menukortet hos Harmonien, og derudover står det alle frit for at indføre Stevnsgryden derhjemme.

Opskriften kan ses på denne side. Velbekomme.

sky

 

Mange hundrede mennesker besøgte Høstmarkedet i weekenden. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Skriv en kommentar