(Last Updated On: 24. juni 2021)

Nina Frahm (tv) og Lena Bach inviterer til nyt socialt netværk for kvinder 60+. (Privatfoto)

Foreningsliv: Stevns har Mænds Mødesteder, som holder til i Strøby og som succesfuldt tiltrækker mænd i deres bedste alder, fra alle steder på Stevns.

Nu har kvinder på 60+ lavet en pendant, som de kalder Karen Blixen Klubben.

Socialt netværk

Tirsdag den 29. juni inviteres der til opstartsmøde i det nye socialt netværk for kvinder på Stevns, og det sker fra kl. 14-16 i Stevns Frivilligcenter i Hårlev, Hovedgaden 46.

Og på trods af navnet, så er der ikke tale om dybsindige litterære samtaler om den store danske forfatter, men noget skulle ’barnet’ jo hedde.

Bag initiativet står Nina Frahm, som selv bor i Strøby og tidligere har været med til at etablere AktivVirken i Køge.

– Da jeg gik på pension, opsøgte jeg andre, der, ligesom jeg, havde tid i dagtimerne, og der, som jeg, havde nogle erfaringer eller faglige baggrunde, der måske kunne blive til fælles glæde, fortæller hun, og fortsætter:

– Vi kunne f.eks. samles i en gruppe til »Sjov motion«, hvor vi dansede og fik rørt os til den musik, vi kunne lide. Eller vi mødtes til varmtvands-motion, hvor en af medlemmerne tidligere havde undervist i. Ja, mulighederne er rigtig mange, hvis lysten er der. Nu savner jeg, at der også kunne være noget lignede på Stevns, siger Nina Frahm.

For at komme godt i gang med netværket tog hun kontakt til Stevns Frivillighedscenter.

– Ninas ønske om at skabe et åbent socialt netværk på Stevns, synes vi, var en rigtig god ide, udtaler Lena Bjerrum Bach, som er daglig leder i Stevns Frivillighedscenter.

– Stevns Frivillighedscenter kendte vi til Karen Blixen Klubberne, som er et koncept udviklet af Frivilligcenter & Selvhjælp i Gentofte. Klubberne er blevet en meget stor succes andre steder i Danmark. Vi blev derfor hurtig enige om, at det var en god vej at gå, fortæller Lena Bach.

Vær med fra starten

Til opstartsmødet vil de to præsentere ideen bag klubben og komme med eksempler på egne og de andre klubbers aktiviteter.

– For at Karen Blixen Klubben for alvor kan startes op, har vi behov for frivillige, som har lyst til at være med til at planlægge klubbens aktiviteter. Derfor håber vi, at flere af deltagerne til mødet har lyst til at melde sig som frivillige i klubben, udtaler Nina Frahm.

Har man lyst til at være med og endda melde sig som frivillig, så man kan gå til hånde til arrangementerne, administrere website og Facebook-siden, være vært eller frivillig underviser i et fag eller område, du har kendskab, eller du kan være guide til ud af huset aktiviteter, så skal man endelig melde sig, lyder det fra arrangørerne.

– Vi håber at se rigtig mange nysgerrige kvinder +60 til opstartsmødet tirsdag 29.juni, hvor der vil være god kaffe og kage, afslutter Nina Frahm.

Tilmelding til opstartsmødet sker til: Stevns Frivillighedscenter på tlf. 6113 1274 eller mail: kontakt@stevnsfrivillighedscenter.dk, eller til tovholder Nina Frahm tlf. 5029 2920 mail: frahmnina@gmail.com
sky

Hvad er en Karen Blixen Klub?

Blixen klubben er tænkt som en kvinde 60+ netværk, hvor kvinder kan gå på opdagelse i en lang række aktiviteter sammen med andre.

Det står en Karen Blixen Klub for:

  • Fællesskab: Vi har meget forskellige baggrunde – både arbejds- og familiemæssigt. Der er ingen krav eller fordomme – som Karen Blixen favner vi alle.
  • Inspiration: Vi vil bruge hinandens viden og livserfaringer til at blive klogere på os selv og på hinanden. Alle input til aktiviteter og emner er velkomne.
  • Netværk: Vi er for dig, der savner et sted at mødes med andre kvinder. Til dig, som vil inspireres og udfordres af andre – helt afslappet og uforpligtende.

Det er et socialt netværk for 50+ kvinder, som mødes til foredrag, arrangementer, udflugter og hvad de frivillige ellers har lyst til at byde ind med.

Ideen til Blixen Klub er opstået i Frivilligcenter & Selvhjælp Gentofte, som har rettighederne til navnet.

Skriv en kommentar