(Last Updated On: 13. januar 2020)

Arjang Mehrdad glæder sig til at blive Stevns apotekernes førstemand. (Foto: Klaus Slavensky)

Sundhed: Krisen om apotekerne på Stevns er slut.

Der er igen varer på hylderne, og den 1. februar tiltræder Arjang Mehrdad som ny leder.

Krise og opsigelse

I september 2019 skrev Stevns½bladet om krise på Stevns apotekerne, som følge af den ny apotekerlov (2015), som bl.a. betød, at avancen på apotekervarer gik ned, og medførte færre varer på hylderne.

I oktober gav den hidtidige apoteker Mads Middelboe op, og Lægemiddelstyrelsen overtog driften og indsatte en midlertidig bestyrer, som har drevet apotekvirksomheden på Stevns de seneste fire måneder.

Apoteket i Strøby Egede er blevet en del af apoteket i Borup.

Veluddannet apoteker

Den nye apoteker er den 52-årige Arjang Mehrdad, der, som navnet antyder, stammer fra Iran.

Han kom til Danmark for 30 år siden og er uddannet cand.pharm. fra Københavns Universitet, hvor han i øvrigt underviser i organisation og ledelse, idet han også har en HD-lederuddannelse fra Copenhagen Business School.

Arjang Mehrdad har haft stor interesse for fagforeningspolitik, hvorfor han i perioden 2015-2019 sad i Pharmadanmarks hovedbestyrelse – Apotekssektionen.

Kunderne i centrum

Den nye apoteker blev udpeget i slutningen af november 2019, og han har allerede hilst på personalet.

– Jeg glæder mig helt vildt meget til at påbegynde denne rejse sammen med det dygtige og dedikerede personale på Stevns Apotek, fortæller Arjang Mehrdad.

– Jeg er meget passioneret for mit arbejde, og glæder mig til at starte som apoteker. Det er en drøm, som går i opfyldelse, siger han til Stevnsbladet om apotekerbranchen, som han har 20 års erfaring fra og mange år som souschef.

– På Stevns Apotek vil vi bestræbe os på at give kunderne den bedste service, hvor kvalitet vil prioriteres højt, fordi vores kunder fortjener det, understreger han.

Alle apoteker intakte

Som ny apoteker bliver det Arjang Mehrdads opgave at drive hovedapotektet i Store Heddinge og apoteksfilialen i Karise samt apoteksudsalget i Hårlev. Desuden skal der fortsat leveres til fire forskellige medicinudleveringssteder i henholdsvis Rødvig (Dagli’Brugsen), Lyderslev (Min Købmand), Hellested (Dagli’Brugsen) og Strøby (Dagli’Brugsen).

Så der er nok at lave, og da hans kone også er farmaceut, er det ikke sjældent, at der tales lægevidenskab og medicin ved middagsbordet. Det har dog ikke smittet af på deres to teenagebørn, som ikke har planer om at gå i forældrenes fodspor.
sky

Skriv en kommentar