(Last Updated On: 14. marts 2020)

Corona: Regeringen har iværksat en række vidtgående tiltag for at inddæmme og forsinke spredning af smitte med coronavirus.

Derfor lukker en lang række funktioner i Stevns Kommune ned i foreløbig 14 dage fra fredag den 13. marts.

Beskytte udsatte borgere

Det er slut med en tur i svømmehallen de næste 14 dage, og måske for en længere periode.

Det samme gælder en lang række andre af Stevns Kommunes institutioner, som f.eks. skoler og daginstitutioner.

– Det er et stort fælles ansvar at begrænse spredning af coronavirus, forklarer borgmester Anette Mortensen (V), og siger endvidere:

– For det første skal vi passe på og beskytte ældre og særligt udsatte borgere, og for det andet skal vi undgå for stort et pres på vores sundhedsvæsen, som også har et ansvar for alle andre borgere, som har behov for hjælp, fremhæver Anette Mortensen.

Børn og unge rammes

Alle kommunens skoler og dagtilbud er lukket fra mandag den 16. marts, og i foreløbigt to uger.

Der etableres nødpasning fra mandag den 16. marts af børn op til ni år, hvis deres forældre varetager kritiske funktioner i den offentlige eller private sektor, eller – som på trods af myndighedernes opfordring til at holde børnene hjemme – ikke har andre muligheder.

Information vil blive lagt på Aula og Børneintra. Derudover vil der komme information om pasningstilbud til børn i specialiserede tilbud.

Skolebørn, som er hjemme, forventes at modtage hjemmeopgaver via Aula. Derudover undersøger kommune og skoler mulighederne for at afvikle dele af undervisningen digitalt, ikke mindst i forhold til 9.-klasserne. Også her vil yderligere information komme på Aula snarest muligt.

Kommunens ungdomsskole vil ligeledes være lukket i de næste to uger, og det samme gælder musikskolen.

Voldsomt indgreb

Rådhuset, herunder borgerservice, er lukket for personligt fremmøde.

– Det er et voldsomt men nødvendigt indgreb i de fleste menneskers liv, når så mange af de kommunale serviceydelser som f.eks. skole, dagpasning, sportshaller, biblioteker osv. lukker ned og personalet sendes hjem, erkender Anette Mortensen og tilføjer:

– Derfor håber jeg også på, at vi snart er tilbage i den normale gænge, men ved også godt, at det ikke nødvendigvis går lige så hurtigt, som jeg kunne ønske mig. Jeg opfordrer til, at vi står sammen om den opgave, vi har, og hjælper hinanden igennem det.

Hvis man har behov for hjælp, kan man kontakte kommunen på telefon 56 57 57 57 eller stevns@stevns.dk
sky

Skriv en kommentar