(Last Updated On: 3. februar 2022)

Familie på 5 flytter ind på Mandehoved

Af Klaus Slavensky

Mandehoved skal igen huse nye flygtninge. (Arkivfoto)

Stevns: Efter længere tid modtager Stevns Kommune igen en mindre gruppe flygtninge.

Der er tale om en afghansk familie på 5, far, mor, to voksne børn og et barn, som skal gå i daginstitution.

Fem blev til syv

En flygtning, der får opholdstilladelse i Danmark, og som ikke tidligere har haft dansk opholdstilladelse, er omfattet af reglerne i integrationsloven om boligplacering.

Det betyder bl.a., at Udlændingestyrelsen bestemmer hvilken kommune, flygtningen skal bo. Når Udlændingestyrelsen skal visitere den enkelte flygtning, tages der udgangspunkt i det antal flygtninge, den enkelte kommune skal modtage, samt i den enkelte flygtnings personlige forhold.

Det overordnede formål med kvotefordelingen er bl.a., at flygtninge – af hensyn til integrationen – skal fordeles jævnt over hele landet. Hvilke kommuner, der skal modtage flygtninge til integration, skifter hvert år.

Ifølge de udmeldte kommunekvoter for 2021 stod Stevns til at modtage 7, men det endte med en familie på 5.

Stevns har gode erfaringer

Stevns Kommune modtog ved seneste kvotefordeling en flygtningefamilie, og ifølge centerchef for Arbejdsmarkedsforvaltningen, Trine Dokkedal, går det godt for denne familie, hvis barn er begyndt i Hotherskolens velkomstklasse.

Centerchef Trine Dokkedal fra Stevns Kommune er ved at gøre klar til at modtage en afghansk flygtningefamilie, der skal bo på Mandehoved. (Arkivfoto)

– Vi har ikke mødt den nye flygtningefamilie endnu, men de forventes at flytte ind i starten af februar, forklarer Trine Dokkedal, der fortsætter:

– Men generelt foregår modtagelsen således, at de voksne kommer i undervisningstilbud i Køge, og hvis de kan engelsk, så vil de hurtigt komme i et parallelt forløb med erhvervspraktik og sprogundervisning. Det yngste barn kommer i dagtilbud, og de to ældste vil på FGU-skolen (Den forberedende grunduddannelse) i Køge, så de kan opbygge et netværk blandt unge, og her vil integrationen i første omgang rette sig mod uddannelse, oplyser Trine Dokkedal.

Det er flere år siden, at Stevns Kommune har haft et større antal flygtninge, men i 2017 fik Stevns Kommune tæt på 1 mio. kroner fra staten i ”belønning”, fordi kommunens integrationsteam lykkes at få 28 borgerne med flygtningebaggrund i arbejde.

Skriv en kommentar