(Last Updated On: 6. november 2014)

Stevns Musikskole holdt tirsdag aften den første af to koncerter, hvor musikskolens elever spiller og synger
Verdensorkesteret
STRØBY: Og det blev en herlig og uhøjtidelig koncert. Koncerten i Strøbyskolens musiklokale og gymnastiksal blev overværet af forældre, søskende og kammerater og lige fra begyndelsen var den musikalske stemning i top – og forventningen på stolerækkerne blandt publikum stor til de unge udøvere.
Både begyndere og mere øvede elever spillede, og publikum kunne lade sig henføre af klaverspil, guitarspil og trommespillere – elever, som alle håndterede deres instrumenter med stor sikkerhed og dygtighed, uanset niveau.

Også musikskolens ”Byg et Band” med elever fra 3. klassetrin, hvor musiklærer Morten Puper står for undervisningen, tog kegler. De unge elever åbnede i øvrigt koncerten med et selvskrevet nummer med engelsk tekst – og formåede at lægge tonen til den festlige aften; publikum var i den grad på aftenen igennem og klappede taktfast af de dygtige og motiverede elevers indsats.

2 x band
Bandet ”Verdensorkesteret” med elever fra 4. til 6. klasse fra de stevnske skoler gav to instrumental numre, ”Get Lucky” og ”Water Melon Man”. Bandet, som øver i Strøbyskolens musiklokale, har i dette skoleår taget hul på deres sæson nummer to og er allerede godt sammentømret musikalsk. Et andet rockband, Burning Water, med Laura Pedersen og hendes smukke og karakteristiske stemme, gav to numre samt et ekstranummer. Burning Water består, udover af Laura, af fire dygtige musikere som også får undervisning i Stevns Musikskole.
En rigtig fin og uhøjtidelig koncert ledet af de to lærere i Musikskolen, Johannes Gissel og Morten Puper, der både underviser i de enkelte instrumenter men også de forskellige bands.
cs

Skriv en kommentar