(Last Updated On: 3. august 2022)

Ina Hanne Christensen blev nærmest “shanghajet” til alteret i spejderlejren, men til Franz Tage Christensens held, sagde hun helhjertet ja.
(Fotos: Line Endrup)

Stevns/Hedeland: 13 friske spejdere gik fra Strøby Egede til Hedeland, hvor over 30.000 spejdere fra Danmark og udlandet holdt træf.
Og så kom der også lige en kommunalpolitiker forbi på ”Borgmesterdagen”.

Læringsspiral

Spejdernes Lejr afholdes kun hver 5. år, sidste gang var i 2017 i Sønderborg, og for første gang i mange år blev lejren i år afholdt på Sjælland.
Foruden klassiske lejrbål, er formålet at skabe et netværk for alle på tværs af spejdergrupperne, så der er grobund for et tættere samarbejde efter lejren. Derfor var lejrens vartegn også en ”Læringsspiral”.
I løbet af den forgangne uge har spejderne været ude på forskellige aktiviteter i lejren eller nærområdet; nogle overnattede i Roskilde Domkirke, andre gennemgik grænseoverskridende prøvelser i ”Fangerne på Fortet” ved Mosede Fort, mens de mindre spejdere bl.a. havde fotoløb i Roskilde.
Tirsdag den 27. juli var det ”Borgmesterdag”, hvor medlem af kommunalbestyrelsen på Stevns, Morten Kasper (A), besøgte Spejdernes Lejr; han blev budt på spejderkaffe og frokost hos ulveungerne fra Stevns-Nord. Inden madbrødet bagt i dutch oven på bålet blev serveret, blev der øvet knob i mastesejlet og Morten fik lært at binde et venskabsknob, så hans nye tørklæde kunne sidde ordentligt.
Besøget sluttede med konference for de fremmødte politikere og spejdere, hvor der blev talt om vigtigheden og værdien af de frivillige organisationer lokalt i kommunerne samt hvilken betydning en lokalfunderet spejdergruppe har for kommunens børn og unge.

Bruden anede intet

Men højdepunktet for de ca. 60 stevnske spejdere, som deltog, var nok det ”hemmelige bryllup” mellem Ina Hanne Christensen og Franz Tage Christensen.
Brudgommen og gode venner havde planlagt det, og da bruden troede hun skulle have en lang dags vagt i lejrens supermarkedet, fik hun udleveret en flot grøn brudekjole og kørt til lejrens kirke i en lille golfvogn.
Her stod alle klar med en flag-espalier, og lejrens præst foretog vielsen, som skete på brudeparrets datter, Isabellas 11-års fødselsdag, så det var svært at holde øjet tørt.
Bagefter blev de nygifte kørt til restaurantteltet, med behørigt raslende konservesdåser bag vognen, og så stod den på kagemænd- og koner og efterfølgende reception.
Bruden sagde heldigvis ja, hvilket måske beror på at parret har levet sammen i 14 år i Hårlev.

Gik 30 kilometer

Før denne lykkelige begivenhed indtræf, havde godt 13 friske spejdere snøret vandrestøvlerne og sat hinanden stævne ved spejderhytten i Strøby Egede.
De havde nemlig besluttet at gå fra Stevns til Hedeland Naturpark ved Roskilde.
De fleste havde været med før, også 21-årige Laura Andersen, der ’først’ som 13-årig blev spejder, men hun har siden prøvet lidt af hvert, bl.a. et halvt år på skoleskibet Danmark.
– Jeg glæder mig til det hele. Forskellen på før og nu er, at jeg denne gang skal være leder. Aner ikke hvad jeg skal, men jeg gør bare hvad der er brug for, siger hun med et glad smil.
Og så gjorde hun og de andre sig klar til ca. 30 kilometer.
– Og så gør de sig også fortjent til et klimamærke, forklarer leder Kennet Schøler, der tilføjer, at man jo også som spejder tænker på CO2 og klimaet.

 

Brudeparret fra Stevns sammen med en stor gruppe af spejdere fra Stevns.

 

sky

Skriv en kommentar