(Last Updated On: 8. april 2021)

Kunstnere har gennem århundreder skildret det danske landskab. Nu placerer Statens Museum for Kunst (SMK) kunstværker fra museets store samling på et digitalt danmarkskort og inviterer alle til at opleve de danske byer, kyster og skove set med kunsternes øjne.

Et smukt værk fra Stevns, P.C. Skovgaards maleri af Højerup Kirke og Stevns Klint. 

Stevns: Med staffeli, malingtuber og pensler har danske kunstnere gennem tiden rejst kongeriget tyndt og skildret alt fra fredelige gadekær over idylliske skovbryn til forrevne strandkanter. I SMK’s store kunstsamling findes flere tusind værker med motiver fra danske byer og landskaber, og nu kan de udforskes hjemmefra.

SMK har nemlig lanceret det nye digitale kort, Kunstens Danmarkskort, og inviterer alle til at tage på en online kunstrejse og opleve det danske land set med kunsternes øjne.

I otte uger sætter SMK fokus på otte forskellige danske områder – og i uge 14 zoomes der ind på Sjælland og Lolland-Falster. Det foregår i Facebookgruppen ’Kunstens Danmarkskort’, hvor der fra mandag 5. april og ugen igennem deles ud af lokale kunstværker og gode kunsthistorier fra Sjælland og Lolland-Falster – heriblandt fra Stevns.

Kunstens Danmarkskort, som kan ses på danmarkskort.open.smk.dk, er lavet ved hjælp af kunstig intelligens, som har placeret kunstværkerne på kortet ud fra titler og beskrivelser.

– SMK har en kæmpestor kunstsamling, men hvor skal man begynde, hvis man gerne vil på opdagelse? Et danmarkskort giver en helt umiddelbar indgang, hvor man for eksempel kan starte i sin hjemstavn. Samtidig kan vi forhåbentlig trække på den store viden, som alle danskere har om bestemte områder. Har vi placeret kunstværkerne rigtigt? Vi håber, at brugerne vil hjælpe os med at opdatere Kunstens Danmarkskort, siger Jonas Heide Smith, der er leder af Den Digitale Enhed på SMK.

Kender man til det nøjagtige gadehjørne eller det præcise sted i skoven, hvor et motiv stammer fra, kan man foreslå en ny placering på kortet. SMK gennemgår alle henvendelser og opdaterer kortet løbende.

Omkring 4.000 kunstværker er blevet placeret på Kunstens Danmarkskort.

Skriv en kommentar