(Last Updated On: 18. august 2014)

LaeserneSkriverAf Maria Lisette Jacobsen
Hedebovej 4, Skrodsbjerg

Fredag eftermiddag i forrige uge havde jeg den fornøjelse, at komme hjem til en rød seddel i min papirbeholder. ”Nå ja, hvad nu”, tænker man… ”Har det kommunale bureaukrati igen sejret over os?” Jeg kunne jo nok ane, at vi måtte have trådt uden for rammerne, siden nogen ville os noget. Med rødt.
Nuvel. Problemet var stort. Jeg havde ikke vendt min papircontainer den rigtige vej. Aha. Det vil sige, således at håndtagene peger ud ad. Og det havde jeg ikke fordi – i så fald åbner låget op mod væggen, og gør beholderen temmelig besværlig i den daglige brug.
Dette har aldrig været et problem før. Med vores tidligere renovationsfirma har vi aldrig nogen sinde oplevet noget bøvl. De kørte endda med en fornuftig hastighed ned af vores ganske lille vej.
Nu er der så åbenbart kommet nye boller på suppen. Men okay så. Fair nok. Jeg lover, at jeg fremover vender min skraldespand den rigtige vej. Men jeg føler mig i den grad dybt provokeret af, at den renovationsmedarbejder, der har haft energi nok til at ankomme til min carport, erkende at beholderen vendte den forkerte vej, returnere til sin skraldebil, bruge tid på at finde en rød seddel (som oven i købet var massetrykt, så der må findes en del andre Stevnsborgere, der gør sig skyld i civil ulydighed), gå de tre meter tilbage til min skraldespand, påsætte sedlen og herefter køre sin vej. Uden mit papiraffald. Fordi jeg havde vendt min beholder forkert.
Man kunne synes, at det grænser til smålighed, at man ikke udfører det stykke arbejde, som man er betalt for, for herefter venligt at ”vejlede sine borgere”, så vi kan blive omskolet i korrekt skraldespandsteknik.
Det er nok ikke min sidste røde seddel i livet, men kære kommunalbestyrelse – den nye renovationsordning… Den stinker!
– og kunne I overveje at udstyre os med nye papirbeholdere, der i så fald har håndtagene placeret på den rigtige side?

Skriv en kommentar