(Last Updated On: 22. oktober 2019)

Politiets servicecenter blev kimet ned af en stevnsbo, som ville anholdes. (Foto: Kim Matthai Leland)

Chikane: Umiddelbart kan det lyde som en rigtig dårlig idé at stalke politiet, men det er ikke desto mindre det som en 41-årig mand fra Valløby har gjort.

Chikaneopkald til politiet

Mandag den 14. oktober kl. 17:08 modtog politiets servicecenter det første af utallige uberettigede opkald fra en mand, der både ville sættes i forbindelse med andre politiafdelinger og gerne ville afhentes af politiet.

Under samtalerne anvendte han også forskellige nedladende ord om de kvindelige medarbejdere, som han talte med i servicecentret. Da en venlig henstilling om at undlade disse useriøse opkald til politiet ikke hjalp, kørte politiet ud til den 41-årige mands bopæl.

Stalking = hærværk

På politiet.dk optræder stalking med en selvstændig side på linje med andre typer anmeldelser som tyveri, hærværk og voldtægt.

I teksten forklarer politiet grundigt, hvad stalking er, hvordan man samler beviser, beskytter sig bedst muligt, og hvordan man anmelder stalking.

Så man skulle tro, at politiet var eksperter, men lige meget hjalp det, i tilfældet med stevnsboen.

Politiet tog mobilen

Patruljen fik samme verbale “overfald” som personalet i servicecentret, men bad ham dæmpe sig og undlade de uberettigede opkald til politiet.

Knap havde politiet forladt mandens bopæl, før han fortsatte sine opkald til politiet, så politiet kørte retur til hans bopæl. For at kunne være sikker på, at han ville stoppe sine opkald, medtog politiet som en nødretlig foranstaltning hans mobiltelefon, som han kunne få udleveret igen, når han var faldet til ro.

Politiet overvejer nu, om der er grundlag for at indlede en straffesag mod den 41-årig på grund af hans adfærd og utallige, uberettigede opkald til politiet.

 

Skriv en kommentar