(Last Updated On: 30. marts 2020)

Efter flere dages vedholdende kontakt med og skubben på hos forsikrings- og flyselskaber lykkedes det Niels B. Pedersen fra Rødvig at få plads på et fly hjem til Danmark. Lørdag eftermiddag landede han så i Kastrup Lufthavn

Her ses Niels med et ’Rotorua Walking Festival 2020’-trofæ. Festivallen blev afviklet i dagene 14. og 15. marts. Få dage efter blev også New Zealand lukket ned. (Privatfoto)

Corona: Kun en uge før Danmark lukkede helt ned, begav Niels B. Pedersen fra Rødvig sig mandag den 9. marts af sted på en længere rejse om på den anden side af jorden til kiwiernes land, New Zealand.

Her skulle han sammen med en større rejsegruppe, bestående af 30 danskere, 2 nordmænd og 1 belgier, udforske den lille naturskønne stat i Stillehavet med de to hovedøer, Nordøen og Sydøen.

– Forud for afrejsen talte vi jo meget med hinanden om, hvordan vi skulle forholde os i forhold til situationen med corona – og vi besluttede os for at tage afsted, fortæller Niels B. Pedersen, der lørdag middag landede i Kastrup Lufthavn.

– Vi håbede jo meget, at vi kunne nå hele turen, der skulle have sluttet i Australien den 15. april, inden det for alvor gik løs, forklarer Niels B. Pedersen, der havde investeret 83.000 kroner i en turpakkerejse til New Zealand og Australien hos Team DanLux.

Rejsedagbog fra turen

Undervejs på turen skrev Niels rejsedagbog, og nedenfor er et lille udpluk af hans oplevelser undervejs.

Turen derned gik godt, med god plads i flyet, en enkelt scanning for coronavirus ifm. en mellemlanding i Singapore og planlagt ankomst i Auckland. Også de første dage gik som forventet. Fødselsdagen den 12. marts blev fejret med lykønskninger fra de øvrige i selskabet og pizza på en italiensk restaurant om aftenen, og dagen efter var der opvisning med New Zealands oprindelige befolkning, maorierne.

Krisemøde og karantæne

Lørdag morgen tikkede en sms ind på Niels’ telefon hjemmefra, som fortalte at udenrigsministeriet havde anbefalet alle danskere om at komme hjem. Dagen blev brugt på en lang vandretur og om aftenen var der så indkaldt til krisemøde på hotellet, hvor Niels mødtes med sine rejsefæller. Situationen blev diskuteret og der blev talt om at fortsætte turen som planlagt, mens de som måtte være i tvivl om hjemrejse, selv måtte kontakte deres forsikringsselskab og indhente information om, hvad de kunne gøre.

Niels valgte ligesom resten af selskabet at fortsætte turen som planlagt, og de rejste til Rotorura og sidenhen Napier, hvortil de ankom mandag.

På det tidspunkt meldte regeringen i New Zealand, at alle udlændinge skal gå i frivillig 14 dages karantæne. Niels læste om nyheden i en lokal avis, og tolkede udfra denne, at karantænen kun omfattede dem, som var kommet ind i landet efter, at loven var vedtaget, hvilket i så fald ikke omfattede Niels og han rejsekammerater.

Isolation på sydøen

Turen fortsatte derfor sydpå til hovedstaden Wellington og derfra videre med båd til sydøen og videre igen med toget gennem scenisk natur med barske kystlinjer og bjerglandskaber. Den 18. marts indlogerede selskabet sig på hotellet The Tudors i byen Christchurch.

Dagen efter, efter en lang dag i Mount Cook Nationalpark, besluttede rejseselskabet ved aftenens buffet, hvordan og hvornår de skulle rejse hjem. Ombookning af billetter var ikke en mulighed, istedet blev nye købt med The Emirates via Sydney og Dubai til København med landing kl. 13.30 den 29. marts.

Fredag den 20. marts fortsatte selskabet fra morgenstunden med bus mod Dunedin.

’Efter halvanden times kørsel holdt vi pause på en rasteplads. Her blev vores chauffør ringet op og han trak vores guide til side og man kunne med det samme fornemme, at lort var ved at ramme os. Så nu er vi i isolation på vores hotel i Dunedin på Sydøen. På vej derned var vores chauffør – som også skal i isolation – meget large over for os, så han holdt ind flere steder, blandt andet i et supermarked så vi kunne shoppe og handle, da vi på hotellet kun får morgen- og aftensmad. Vores isolation er en let form, da de her på stedet ser meget frit på det, så vi har fået lov til i små grupper at gå ned i byen og handle, bare vi holder afstand til de lokale. Indtil videre skal den vare til tirsdag morgen, hvor vi igen er fri og vores tur fortsætter indtil lørdag, hvor vi vil ankomme til Christchurch og hvor to tredjedele rejser hjem. Vi er ti som bliver tilbage til om søndagen, hvor vi også flyver. Så må vi håbe, at vi får lov at mellemlande i Sydney, skriver Niels bl.a. i sin rejsedagbog.

’Skruerne strammes’

I dagbogen beskriver Niels, hvordan situationen for de 33 rejsende spidser til. Han skriver blandt andet: ’Stod op som fange på et hotel’ og ’De sidste par dage er skruerne bare blevet strammet mere og mere, politikerne træffer beslutninger, den ene efter den anden, uden at tænke sig om, hvad det indebærer for de mennesker, som er strandet et eller andet sted i udlandet’.

Tirsdag den 24. marts skulle selskabet så forlade hotellet i Dunedin, og om den situation skriver Niels:

’Vi kan ikke fortsætte vores tur, da NZ har lukket alt ned og alle skal blive inden døre. Nede i supermarkedet er der lige nu meterlange køer, hvor folk står ude i silende regn for at komme ind og hamstre. Butikken lukker otte personer ind ad gangen. Lige P.T. aner vi ikke, hvad der kommer til at ske i morgen eller hvor vi skal være, det er rene kaostilstande. Glemte helt at fortælle, at vores flyafgange også er blevet aflyst, så vi har ingen mulighed for at komme herfra overhovedet’.

Mad leveret ved døren

Endnu en passage fra dagbogen beskrive en stadig stigende frustration og usikkerhed. Det er stadig tirsdag den 24. marts, og Niels og hans rejsefæller er nu tilbage på hotellet The Tudors i Christchurch:

’På Tudors tog det en evig tid, inden vi fik vores nøgler og nye rettigheder. I starten måtte vi ikke længere mødes indbyrdes, men da vi jo nu har været sammen i over 14 dage blev den bestemmelse sløjfet, så nu må vi besøge hinanden på værelserne, gå alene ud i byen og handle, vi må ikke tale med nogen fremmede, overtrædelse medfører bøde på 20.000 NZ dollar, som svarer til ca. 85.000 kroner. Fremover får vi vores mad serveret ved døren morgen og aften, frokost skal vi selv sørge for. Det viste sig, at vi om aftenen kl. 19.30 fik serveret aftensmad inkl. morgenmad i en papæske. Ved henvendelser til udenrigsministerium og SOS er svaret, at vi skal væbne os med tålmodighed, de har pt ingen fly til rådighed og de vil sørge for ringere stillet end os først’.

Hotellet lukkede helt ned om fredagen, og istedet var et lejlighedskompleks fundet, hvor alle kunne flytte ind i 9 lejligheder.

’Vi kan bo der et helt år og skal selv sørge for alt fra rengøring til madlavning. Selv om humøret stadig er godt hos de fleste, er der mange tåbelige kommentarer og spørgsmål, som ingen kan svare på. Bare alle ville høre efter og så holde kæft’, skriver Niels.

Hjælp fra forsikringen

Det blev dog ikke aktuelt for Niels og de andre at flytte ind i lejlighederne. Torsdag havde flere af de rejsende via deres forsikringsselskaber fået hjemrejser. Efter adskillige telefonsamtaler lykkedes det også Niels, der havde tegnet forsikring i SOS, at få billet med afgang allerede den efterfølgende dag. Fra Christchurch til Auckland og videre mod Doha, med syv timers ventetid inden sidste stop til København. Altsammen på business class, men med ekstra påpasselighed ift. smittefare i såvel fly som ved mellemlandinger.

’Det er kun Qatar Airways, som flyver fra New Zealand lige pt, så der var lange køer ved indtjekningen, men heldigvis var der ingen kø ved business skranken, så der kom jeg hurtigt igennem. Der var en helt underlig stemning blandt folk, som jeg aldrig før har oplevet, og da jeg nærmede mig en lufthavnsbetjent for at spørge ham om noget, hoppede han et skridt til siden og hævede hånden til, at jeg skulle holde afstand til ham. Efter at være kommet igennem security chekket gik jeg op i terminalen, inden vi kunne begynde at boarde, alle butiksarkaderne var lukket, totalt stængt. Heldigvis skulle jeg kun vente et par timer, inden flyet lukkede folk om bord på en stor Airbus. Flyveturen til Doha var rolig og behagelig og da jeg havde en vindues kupé fik jeg studeret Australien under mig. Landet ser ud til at bestå af meget ørken og et kuperet landskab. Måske kommer jeg nu aldrig til Australien, det er faktisk anden gang jeg har været på vej til landet, hvor der er kommet noget i vejen og har forhindret det. Første gang var i 1992 hvor jeg og tre andre krydsede Atlanten i en sejlbåd. Den gang var det planen, at når vi var kommet til Caribien, skulle vi sejle gennem Panamakanalen, derefter Stillehavet og ende i Australien. Men det var store planer vi havde lagt, og de blev ikke fuldført. Men måske bliver der en alle gode gange tre ude i fremtiden’.

Kørt hjem i et ’salatfad’

Lørdag den 29. marts kunne Niels så sætte sine ben på dansk jord igen:

Da min kuffert kommer som en af de sidste, er det ud gennem tolden, hvor de alle står og kigger medfølende på en og med nogle korte nik byder velkommen hjem. Ude for enden af terminal 3 holder min kammerat for at samle mig op. Han er mødt op med en stor lukket kassevogn, og jeg må sidde omme i varerummet på en fastspændt kurvestol på hele turen hjem til Rødvig. Det var næsten, som var det et af politiets gamle salatfade. Det var godt at komme hjem under de omstændigheder. Jeg ville naturligvis hellere have fortsat ferien hvis det havde været muligt, men det blev det ikke’.

Sådan slutter Niels’ rejsebeskrivelse. Nu er han vel hjemme i Rødvig, i 14 dages karantæne, og udover jetlag, så har han det godt.

Også de øvrige fra rejseselskabet er enten allerede kommet hjem eller godt på vej.
rmh

Skriv en kommentar