(Last Updated On: 30. november 2021)

I denne uge tog den tidligere Hellested-spiller Laura Juul Hansen og entreprenør Morten Ingemann Nielsen til Kenya for at støtte opbygningen af lokale fodboldhold.

Af Klaus Slavensky

Laura Juul Hansen har siden 2015 afholdt de populære “Lauras Fodboldskole” i Hellested, nu gælder det Ghana og Kenya. (Arkivfoto: Klaus Slavensky)

Sport: Det er ikke første gang, at den idealistiske, professionelle fodboldspiller kaster sig ind i humanitære projekter.

Idealistisk organisationstalent

Hun har tidligere i år indsamlet over 700 fodbolde til børn i Ghana, støttet kræftramte børn, og arrangeret egne fodboldskoler i Hellested.

I 2015 kom hun i Børnenes Rekordbog for skiftevis med højre og venstre ben jonglerede over 8.500 gange. Dengang spillede hun i FC Nordsjælland, og i 2017 skiftede hun til Brøndbys U18 DM-hold, hvor hun har fået indskrevet i kontrakten, at hun skal have tid til sit sociale og humanitære arbejde med fodboldskoler.

– Fodbold kan gøre en stor forskel. Det kan bringe mennesker sammen på tværs af køn, alder, religion og niveau, siger hun, som mødte en ven fra Kenya, der satte hende i gang med at skabe et fodboldeventyr i provinsbyen Awasi i samme land, hvor Karen Blixen havde sin afrikanske farm.

– Jeg har været på sponsorjagt i lang tid, og nu er det lykkes at få samlet midler til vi kan lave tre hold, U8, U12 og U17, med 60 børn og unge i starten. Og det er dejligt at Morten har sponsoreret fodboldholdet og tager med, lyder det fra den entusiastiske unge fodboldspiller.

Først Kenya, så Ghana

Entreprenør Morten Ingemann Nielsen fra LejMin.dk. i Klippinge er rejst med for at hjælpe med det praktiske.

– Der er et par håndfulde unge med, og jeg skal være en slags sjakbads når der skal bygges fodboldbaner, laves mål og den slags, forklarer Morten Ingemann Nielsen.

Laura Juul Hansen har gennem flere år igangsat lignende projekter, og ofte har hendes indkørsel været proppet med papkasser fyldt med fodboldtøj, bolde og støvler. Ting, som er indsamlet fra privatpersoner, virksomheder og organisationer, der støtter op om det gode formål: at skabe gode fodboldminder for lokale børn og unge i bl.a. Ghana.

– Når jeg er færdig i Kenya, skal jeg endnu en gang til Ghana, hvor vi har startet 5 fodboldklubber. Men jeg satser på at være tilbage den 23. december og holde jul i Danmark, siger den 20-årige professionelle fodboldspiller Laura Juul Hansen, der har som karrieremål at komme til udlandet og spille i en storklub, allerhelst til Spanien, USA eller Tyskland.

Skriv en kommentar