(Last Updated On: 9. juli 2020)

Store Heddinge/Faxe: Ved den årlige translokation på VUC Storstrøm i Faxe blev ”Faxe Kommunes Legat” uddelt til en student på hf-enkeltfag. I år gik hæderen til en student fra Store Heddinge, Martin Bechker Nielsen, som modtog legatet og de 1.000 kroner, der følger med legatet.

Martin Bechker fik kommunens legat med den begrundelse, at han ’har gennemført en eksamen og samtidig har betydet meget for holdets og skolens liv’.

Om kursisten er der adskillige gode ting at sige:

Han er meget positiv og vedholdende og har altid god energi. Han beskrives som en super studerende, der både er en hjælpsom og rummelig kammerat overfor sine medstuderende. Han udviser en viljefast indsats, hvor han har rejst sig fra en fortid, og kæmpet sig til en faglig flot status. Derudover skal det nævnes, at han har en fraværsprocent på 0,0.

På sin vej op til modtagelsen af legatet blev den stolte legatmodtager ledsaget af en tordensalve af klapsalver fra sine kammerater og fra skolens lærere.

 

Student og legatmodtager Martin Bechker Nielsen. (Foto: VUC Storstrøm)

Skriv en kommentar