(Last Updated On: 2. maj 2022)

Store Heddinge: Siden Ruslands invasion i Ukraine er mere end 25.000 ukrainske flygtninge ankommet til Danmark og ifølge tal fra Stevns Kommune var der tirsdag i sidste uge anvist 18 ukrainske statsborgere til Stevns Kommune via Udlændingestyrelsen. Heraf bor 10 i kommunens flygtningeboliger på Mandehoved.

Flere flygtninge fra Ukraine forventes at ankomme til kommunen, og for at hjælpe dem godt på vej i Stevns, havde Stevns Kommune mandag aften i sidste uge inviteret borgere og foreningsliv til et møde for i fællesskab at finde ud af, hvordan man bedst kan hjælpe hinanden.

– Vi ønskede med mødet at skabe en bedre kontakt til civilsamfundet, og ikke mindst starte en dialog om, hvordan civilsamfundet kan bidrage til at sikre, at fordrevne ukrainere kan få et så godt ophold i Stevns som muligt. Heldigvis mødte mange frem – både foreninger og private – og jeg synes, vi fik en god aften ud af det, hvor der kom mange gode idéer på bordet, udtaler borgmester Henning Urban Dam Nielsen (S) i en pressemeddelelse fra Stevns kommune.

På mødet blev der bl.a. skabt grobund for en ny Facebook-gruppe initieret og administreret af de frivillige. Her er hensigten, at organisationer, borgere og foreninger kan have en fælles platform til informationer og fælles koordinering.

Røde Kors Stevns, Stevns Frivillighedscenter og Stevns Kommune går nu sammen om at bearbejde de mange indkomne forslag på mødet, hvor der – udover Røde Kors Stevns og Stevns Frivillighedscenter – var repræsentanter fra 14 lokale foreninger og 40 private borgere, som er interesserede i at hjælpe og gøre en forskel.

Der er ankommet godt 25.000 ukrainske flygtninge til Danmark, hvoraf ca. 6.500 har fået opholdstilladelse efter særloven. Særloven giver ukrainere i Danmark ret til dagpasning, skole, sundhedsydelser, arbejde mv.
rmh

Skriv en kommentar