(Last Updated On: 23. oktober 2021)

Uf, hvor er den bare go’

Af Klaus Slavensky

Ny bog: Digteren Søren Ulrik Thomsen har skrevet et essay om … ja, om hvad: Livet?
På under 100 sider tager han læseren med på en rejse fra Store Heddinge til ”Store Kongensgade 23”, som er bogens titel, men de velfortalte, forrygende og stærke erindringsbilleder er meget mere end det.

Fra provins til storby

Som al eminent litteratur og alle store forfattere formår Thomsen at fylde en lille fortælling med de største eksistentialistiske perspektiver om, hvad der giver mening og værdi, et kernelivsvilkår, som (burde) vedrøre os alle.
Lille Søren vokser op på Stevns med en kunstinteresseret far, som er bankmand, og en litteraturelskende mor, som i lange perioder dømmes psykisk syg, og det sætter præg på både en søgende sjæl som Søren og på hans fortælling om en geografisk og åndelig flyttetur fra provinsbyen til 4. sal i en hektisk storby, København, som Ulrik Thomsen-fans kender fra hans debutdigte, ”City Slang”.
Han flyttes i den sene teenagealder, i ungdomsoprørets tidsalder, og der begynder fremtiden på et fundament af fortiden, som jo altid følger med, og det gør den også i dette essay.
Og det sker med en bevidsthed om lykke og stolthed over at være opvokset på landet, og på en samtidig følelse af at være ”benådet” fra provinslivet, som også er knyttet til tunge år med morens sygdom. Teksten er en hyldest til både mor og far, men også et opgør med en forfejlet psykiatribehandling.

”… vil ha’ jorden med”

Beretningen om mødet med storbylivet og et nyt liv følges med fine beskrivelser af, hvordan begæret efter bøger og ord vokser analogt med byens puls, og hvor man endnu en gang bliver bekræftet i Søren Ulrik Thomsens forførende ordkunst.
Som når han elaborerer over citatet ”tiden gik ham forbi” og binder det sammen med frygten for, hvad fremtiden bringer, som vi alle kender, men som i hans kritiske beskrivelser af behandlingssystemets umenneskelige bånd på moren, knytter en dybere forståelse til den ”fortabthedsfølelse” og afsky, han f.eks. har for provinsen.
Positive minder er der heldigvis også mange af, som når der refereres til morens perioder med glæden ved tilværelsen og hendes digte, hvor nogle linjer lyder: ”og kommer jeg i himlen / vil jeg ha’ jorden med”.
Dette livskloge ræsonnement har Søren Ulrik Thomsen utvivlsomt taget med som et mantra for sin stadige livsrejse, og det bør vi andre også tage til os.

Jagt på det svundne

Der er masser af klog visdom i dette medrivende essay, hvor Søren Ulrik Thomsen igen og igen reflekterer over alt, fra årstidernes betydning for vores møde med dagen i både ental og flertal, til hvordan man gør ”regnskabet mellem én selv og verden” op.
Hans tid på Stevns er nok evigt forbundet med både morens sygdom og et både indre og ydre rum, der på forhånd var fyldt ud for ham, som det ofte kan være, når livet begynder. I København finder Søren Ulrik Thomsen sig selv i Store Kongensgade-lejlighedens, byens og tilværelsens tomme rum, som han selv får mulighed for at fylde ud som den formidable forfatter, han er.
På bogens sidste sider sidder han sammen med en veninde i Store Kongensgade over for ”Huset”, som forekommer at være en metafor for det svundne, og netop Aksel Sandemoses ”Det svundne er en drøm” falder en i hu, når man glædelæser sig gennem Thomsens hjertevarme essay.
Sandemose skriver om en morder, som søger selvransagelse via en baglæns tidsrejse, men Søren Ulrik Thomsen skriver hverken et karaktermord på Stevns eller hans barndom, men om en tidsrejse, som driver ham til refleksioner, der, selv om tiden evigt viger, både gnistrer og imponerer med et erindringsværk, der mest af alt handler om, hvordan man finder sin egen plads i livet. Og på den måde er Thomsens essay et Brechtlignende lærestykke, der med hans egne ord giver en mod til ”at vågne til en genopstået verden”.

 

Fakta:
”Store Kongensgade 23 – Et essay”
Af Søren Ulrik Thomsen
96 sider – Kr. 199,95
Gyldendal

Skriv en kommentar