(Last Updated On: 25. februar 2019)

Store Heddinge: Efter en længere periode med stop for patienttilgang, har det siden september sidste år igen været muligt at blive patient hos Stevnslægerne på Rådhuspladsen 2 i Store Heddinge.

Stevnslægerne har i dag fire faste læger, der alle er medejere af praksis. Det er Peter Michael Wøldike, Søren Due-Andersen, Camille Klintmann og Nina Opstrup-Petersen. Sidstnævnte er i øjeblikket på barsel, med Helle som vikar.

Endelig er læge Gitte Damgaard Colaco også tilknyttet lægehuset med henblik på at blive kompagnon til sommer.

Lægehuset, der sidste år kunne fejre 50 års jubilæum, har de seneste år haft seks faste læger med et patienttal på nær ved 10.000 patienter.

Læge Henrik Malchow-Møller forlod praksisfællesskabet i sommeren 2017, og sidste sommer gik de to læger Per Hønberg og Janne Teglbjærg på pension, efter i en periode at have arbejdet på nedsat tid. De færre lægetimer betød, at patientantallet i en periode har været nede på 7.000 patienter. Som konsekvens måtte et stort antal patienter søge andre lægemuligheder, blandt andet i Nordic Medicare Lægeklinikken i Algade.

– Men lige nu kan vi tage imod 7.500 patienter, og snart 8.000, oplyser Søren Due-Andersen, der glæder sig over, at Stevnslægerne igen har åben for patienttilgang.
Han kan også fortælle, at flere af lægehusets tidligere patienter allerede er begyndt at vende tilbage.
rmh

Skriv en kommentar