(Last Updated On: 5. september 2014)


FORENINGSPORTRÆT
For to år siden var der ikke ret mange unge mennesker, som havde lyst til at spille håndbold i STG/Vallø. Derfor måtte foreningens nye bestyrelse tænke kreativt for at lokke de yngre håndboldspillere ind i folden igen
Nyetankerpaastevns
Af Annebeth Mortensen 
Foto: Lars Rønbøg

Otte betalende medlemmer på ungdomssiden
Så dystert så det ud i STG/Valløs håndboldafdeling for to år siden, da en ny bestyrelse trådte ind på scenen. En bestyrelse, som fik ansvaret for hele foreningen STG/Vallø, som også byder på volleyball, motionsløb og ikke mindst et fitnesscenter, og da de kom til, skete der ting og sager i foreningen på Stevns.

”Vi måtte gøre noget, hvis vi fortsat ønskede at tilbyde håndbold i foreningen. Så enkelt var det, så vi ydede alle sammen en stor indsats for at få ungdomshåndbolden tilbage på rette spor,” fortæller Kim Kristian Ande sen, som er børn- og ungeformand i STG/Valløs håndboldafdeling og træner for klubbens U10-hold.
Og noget kunne tyde på, at indsatsen er godt i gang med at bære frugt. Ungdomssiden er nærmest eksploderet i forhold til situationen i 2012. Nu er der nemlig hele 75 børn og unge, der betaler kontingent i STG/Vallø.
formandNY
Martin Bach-Jakobsen er formand for STG/Vallø og træder gerne til, når håndboldafdelingen har behov for en træner-vikar. Foto: Lars Rønbøg.

Med til byfester
Startskuddet var en snak med en af Dansk Håndbold Forbunds udviklingskonsulenter, som havde et par forslag til, hvordan foreningen kunne lokke de unge mennesker til klubben. ”Det var en rigtig god idé for os at tage fat i vores lokale udviklingskonsulent, og jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme, hvis de står med samme problematikker, som vi gjorde. Vi betænkte os i hvert fald ikke ret lang tid, før vi besluttede at følge en del af de råd, vi fik,” lyder det fra Kim Kristian Andersen.
Trille og Trolle, som henvender sig til de 2-5-årige, kom på plakaten, og der blev oprettet en gå-ordning fra børnehavnen, som ligger tæt på. Her kommer en voksen og henter børnene og følger dem til håndbold, så det ikke er hele rækken af forældre, som skal tage tidligt fri fra arbejde flere gange om ugen.
Også de lidt ældre skolebørn er på STG/ Valløs ønskeseddel, og derfor var håndboldkaravanen forbi sidste år, hvor 200 skolebørn fra 1.-4. klasse fra lokalområdet kom på besøg. Desuden forsøger foreningen at holde sine medlemmer opdateret om diverse aktiviteter på Facebook, hvor knap 100 mennesker følger dem.   Og så har klubben foretaget en investering i en række helt særlige materialer.
”Når der er arrangementer i byen, sørger vi for at være synlige. Derfor har vi købt en fartmåler, en skud-dug og nogle transportable mål, så vi kan gøre opmærksom på klubben og vores tilbud, når byen er samlet,” siger Kim Kristian Andersen.
At være på plads, når der holdes Halloween-arrangement, høstsalg og så videre, hænger sammen med en beslutning i bestyrelsen om, at man ønsker en ny social profil i lokalbefolkningens bevidsthed.
”Vi ønsker at være åbne og udadvendte. Vi ved godt, at vi er i gang med at bygge ungdomsafdelingen op fra bunden, og derfor er det vigtigt, at folk kender os for at være glade og positive,” lyder det fra Martin Bach-Jakobsen, som er bestyrelsesformand i STG/Vallø.

Kim-Khristian-AndersenNY
Kim Kristian Andersen er børn- og ungeformand i STG/Valløs håndboldafdeling, men han har også haft rigeligt at se til med ombygningen af foreningens fitnesscenter. Foto: Lars Rønbøg.

Gratis håndbold til de unge
Et andet tiltag, som foreningen har gjort, er lidt mere specielt. Inden denne sæson gav de nemlig alle ungdomsmedlemmer noget af et tilbud: Hvis du fortsætter med at spille håndbold hele sæsonen, så får du dit kontingent retur.   Umiddelbart lyder det som en ren underskudsforretning, men flere lokale sponsorer synes så godt om ideen, at de har valgt at finansiere initiativet.
”Det er selvfølgelig en fordel, at det bliver udgiftsneutralt for os, men vi har i forvejen et ret billigt kontingent på 350 kroner, så jeg tror ikke, det udelukkende er udsigten til et gratis kontingent, der gør, at børnene gerne vil spille håndbold hos os.
Under alle omstændigheder kan vi konstatere, at der er meget få, der er faldet fra i løbet af denne sæson,” siger Kim Kristian Andersen.
En vigtig detalje i historien om STG/Vallø er, at det billige kontingent kan opretholdes, fordi foreningen har en ganske fornuftig indtjening fra en anden kilde; nemlig det fitnesscenter som ligger i Hårlev Hallen sammen med resten af foreningens aktiviteter.
Det har eksisteret i 16 år, og omkring nytår åbnede STG/Vallø døren til et ombygget og topmoderne fitnesscenter, som nu er større og i øvrigt tilbyder spinning-hold udover den gængse styretræning.

Og opgraderingen er blevet vel modtaget. ”Der var 450 medlemmer, inden vi byggede om, og efterfølgende er der kommet yderligere 250 til,” fortæller Kim Kristian Andersen.
Han regner dog ikke med, at der ligger yderligere store tiltag og initiativer og venter på foreningen lige nu.
”Vi skal selvfølgelig sikre den gode udvikling, og så har vi en dialog med den lokale skole omkring den nye skolereform. Vi vil også gerne i gang med at uddanne vores trænere, og vi håber på, at vi på et tidspunkt kan få et af Danmarks dygtige ungdoms- eller A-landshold til at spille hernede for at skabe noget opmærksomhed omkring håndbold i Stevns-området.   Men ellers tror jeg, vi skal have lidt ro på. Det har været et hårdt år, men det er også super fedt, når man kan se resultatet.”

Artiklen »Nye tanker på Stevns«, der bragtes i Magasinet Håndbold 2.2014, er velvilligt stillet til rådighed for Stevnsbladets læsere af Dansk Håndbold Forbund.

Skriv en kommentar