(Last Updated On: 15. december 2020)

Udvalgsformand for Plan, Miljø og Teknik, Flemming Petersen (V) åbnede fredag eftermiddag den nye genbrugsplads i Hårlev. (Foto: Rie Døllner, Argo)

Hårlev: Fredag eftermiddag i sidste uge åbnede den nye genbrugsplads i Hårlev porten op for første gang.

Grundet varsling om nedlukning af Stevns kommune var den planlagte åbningsfestfest skåret ned til en kort tale af Flemming Petersen (V), udvalgsformand for Plan, Miljø og Teknik i Stevns Kommune, og en let anretning bestående af en indpakket sandwich samt sodavand eller kaffe til de fremmødte.

Mere plads, nedsænkede containere og døgnåben

Formanden for Argo, Niels Hörup, ville gerne have stået på pladsen sammen med Flemming Petersen, men de udvidede restriktioner i blandt andet Solrød kommune, hvor han også er borgmester, medførte, at han gjorde bedst i at være fraværende.

I stedet talte Flemming Petersen på vegne af både Stevns Kommune og Niels:

– At den gamle genbrugsplads på Køgevej 4A er blevet for trang og ufleksibel, kan vi ikke komme udenom, hvilket også er bevæggrunden for ønsket om at anlægge en ny genbrugsplads i byen. Den gamle genbrugsplads har dog tjent os godt i mange år, og det er vi taknemmelige for. Der er et ordsprog, som lyder, ’at alt kommer til den som venter’ – og det har borgere og erhvervslivet i Hårlev og omegn gjort i høj grad. Nu er dagen endelig kommet, hvor vi kan åbne op for en helt ny og moderne genbrugsplads på Toftebovej 11, sagde udvalgsformanden og fremhævede derefter nogle af forbedringerne på den nye plads:

– Alt det vi har savnet ved den gamle genbrugsplads, bliver opfyldt med den nye. Vi får mere plads, nedsænkede containere, så vi ikke ødelægger ryggen, når vi nu kan sænke vores affald ned i containerne i stedet for at skulle løfte det op, og så bliver genbrugspladsen døgnåben, sagde han.

Døgnåben er allerede en velbenyttet service. Faktisk er der i skrivende stund over 76.000 brugere tilmeldt døgnåben-muligheden i Argo-regi.

Man registrerer sig til døgnåben-servicen på Argos hjemmeside, hvor man efter godkendelse kan aflevere sit affald, når man har lyst og tid. For andre vil pladsen være bemandet og med åbne porte indenfor de tidspunkter, der gælder for den gamle genbrugsplads i Hårlev.

Genbrugspladsens adresse:

Toftebovej 11
4652 Hårlev

Åbningstider:

  • Mandag 9.00 – 17.00
  • Tirsdag Lukket
  • Onsdag 9.00 – 17.00
  • Torsdag Lukket
  • Fredag 9.00 – 17.00
  • Lørdag 9.00 – 17.00
  • Søndag Lukket

Genbrugspladsen er døgnåben for dem, der har registreret sig. Registrering sker med mobilnummer, hvorefter man får en personlig kode.

Husk at sortere

Det var en storsmilende mand, som kørte ind på pladsen som den første. ’Det er lidt sjovt at være den første til noget’, sagde han med ruden nede til Argos udsendte. (Foto: Rie Døllner, Argo)

Flemming Petersen benyttede lejligheden til at gøre opmærskom på vigtigheden af at sortere sit affald:

– Selvom solen er gået ned på genbrugspladsen, så eksisterer kravet om sortering stadig, fordi vi fortsat skal genanvende så meget som muligt. Verden har begrænsede ressourcer, og vi er nødt til at bidrage hver især til en bedre og mere grøn fremtid. En øget genanvendelse er sparede ressourcer, sagde han.

Udvalgsformanden kunne i den sammenhæng oplyse, at genanvendelsesprocenten fra Argos genbrugspladser er blandt landets højeste: I 2017 var genanvendelsesprocenten på 77,5. Med tiltag som ’Farvel til brændbart’ og med hjælp fra brugerne af genbrugspladserne viser den seneste opgørelse fra 2019, at genanvendelsesprocenten er steget til 82,4 procent.

Revanche til sommer

Grundet corona situationen og den umiddelbare lidt mindre festlige åbning af Hårlev Genbrugsplads, lovede Flemming Petersen og Finn Kjær, der er genbrugschef i Argo, at sørge for revanche til sommer, hvor situationen forhåbentlig er anderledes positiv, og der ikke er forsamlingsforbud og smittefare.

Genbrugspladsen bliver betragtet som kritisk infrastruktur, og derfor bliver genbrugspladserne i Stevns Kommune ikke lukket ned, som de ellers blev i foråret, oplyser Flemming Petersen.
rmh

Skriv en kommentar