(Last Updated On: 27. oktober 2020)

Stevns Friluftsscene har i øjeblikket særdeles travlt med juleforberedelserne. (Privatfoto)

Rødvig: Den første fredag i december har Stevns Friluftsscene premiere på dette års juleforestilling ”Stjernestøv & Juledrys”, der ifølge friluftsscenens formand Sophie Jørgensen, bedst kan beskrives som ”en hyggelig julekalenderkavalkade tilsat masser af julesne, julenisser og godter for enhver smag.”

– Sammen med publikum tæller vi ned til juleaften og undervejs får vi et kærligt gensyn med herlige, skønne, skæve, sjove karakterer fra tidligere danske julekalendere. Vi kommer vidt omkring og skal bl.a. et smut forbi Muligvisvej, Vinterbyøster, en trædemølle, en gammel jagthytte, Grønland, Gammelby og Vesterbro, fortæller Sophie Jørgensen.

– Der er noget for alle størrelser og aldre, og vi garanterer, at der helt sikkert er noget, som du kan nynne med på, citere eller ligefrem opføre, fortsætter formanden.

Juleforestillingen er nyskrevet til lejligheden med manuskript og instruktion af Sophie Jørgensen.

Holdet er en god blanding af gamle kendinge og nyere ansigter, der alle glæder sig rigtig meget til igen at opføre forestillinger.

Så det bliver med garanti en aften fyldt med masser af julehygge, julespas, julesang, julenostalgi, julenisser og juleløjer. Og mon ikke der gemmer sig en overraskelse eller to undervejs?

Billetterne er sat til salg

Forestillingen spiller fredag den 4. december kl. 19.30 og lørdag d. 5. december kl. 19.30, begge dage på Harmonien, Rødvig Hovedgade 2 i Rødvig.

Traditionen tro opføres forestillingen også for Boestofte Pensionistforening, men kun for dennes medlemmer. Det er søndag den 6. december.

Billetsalget er i gang og kan bestilles på telefon 26152626. En billet inkl. juleplatte koster 270 kr. mens prisen er 125 kr. for billetten alene.

Billetpriser for børn under 14 år er 145/60 kr.

Juleplatten serveres fra kl. 18, og dørene åbnes kl. 17.30, så alle kan nå at finde deres faste plads, bestille drikkevarer mm.

– Vi glæder os til at se jer til en fantastisk, formidabel, festlig, fornøjelig aften i selskab med Stevns Friluftsscene og ”Stjernestøv & Juledrys”, slutter Sophie Jørgensen.

Læs mere på: stevnsfriluftsscene.dk.

Skriv en kommentar