(Last Updated On: 28. januar 2020)

Øjenlægerne Jørgen Villumsen (tv) med direktør i Øjenforeningen Marijke Vittrup i midten og Carsten Edmund (th). Carsten Edmund er desuden formand for Øjenforeningen. (Privatfoto)

Store Heddinge: Omkring 90 interesserede var mødt op i Snurretoppen, da Øjenforeningen og Lions Stevns for nylig afholdt oplysningsmøde om øjensygdomme.

Her fortalte de to øjenlæger, Carsten Edmund og Jørgen Villumsen, om forskellige øjensygdomme hos især mennesker over 50 år.

– Ved hjælp af tegninger, kurver og så videre illustrerede de begge på fortrinlig vis om sygdommene, hvorledes de rammer øjnene og hvilke symptomer de medfører, siger Viggo Nielsen fra Lions Stevns.

De kunne blandt andet oplyse, at den øjensygdom, som rammer langt de fleste ældre, er alderspletter på nethinden, også kaldet AMD.

– Sygdommen medfører gradvis nedsat syn, men kan også pludseligt forværres. Ved tidlig diagnose og behandling har man ofte held med begrænset skade i de fleste tilfælde. Grå stær og grøn stær samt sammenfald af glaslegemet var andre vigtige sygdomme i øjet.

Læren af alle oplysningerne var, at en pludselig opstået synsnedsættelse skal medføre akut undersøgelse og behandling hos øjenlæge, privat eller på skadestue, genfortæller Viggo Nielsen.

Skriv en kommentar