(Last Updated On: 3. februar 2022)

I alt 20 adresser, den ene i Varpelev, blev tirsdag morgen ransaget og 15 personer blev anholdt. 12 blev fremstillet i grundlovsforhør og 10 af dem sidder nu varetægtsfængslet.

Politiaktionen var bl.a. rettet mod en adresse i Varpelev. (Foto: presse-fotos.dk)

Køge/Varpelev: Midt- og Vestsjællands Politi var tirsdag morgen den 1. februar rundt på 20 adresser i området omkring Køge, hvor flere lejligheder og kælderrum blev ransaget.

De fleste adresser lå i området omkring Gymnasievej i Køge, men også en adresse ved Varpelev fik besøg.

I alt 15 personer blev anholdt, da politiet slog til mod de 20 forskellige adresser.

Samme dag ved middagstid blev 12 af de 15 anholdte fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Roskilde. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at mændene var sigtet for handel med i alt cirka 3,5 kilo kokain via Snapchat. Først ved 22.30-tiden blev grundlovsforhøret afsluttet.

Af de 12 blev 10 personer fængslet, sigtet for narkohandel. De to løsladte var sigtet i et forhold, der vedrører et forsøg på at sætte sig i besiddelse af et skydevåben. Retten vurderede i forhold til de to, at der var begrundet mistanke i sagen, men at kravene til varetægtsfængsling ikke var opfyldt.

– Vi har gennemført en omfattende aktion rettet mod den organiserede narkohandel og det har resulteret i, at retten valgte at fængsle dem, som vi har sigtet for narkohandel. Sagen viser, at politiet ikke kun er tilstede på gader og stræder men også på internettet. Det er ikke risikofrit, for vi følger med i, hvad der foregår, siger anklager Rune Rydik.

De ti personer blev for lukkede døre fængslet frem til 24. februar. De tog alle forbehold for at kære fængslingerne til landsretten.

 

Skriv en kommentar