(Last Updated On: 2. marts 2021)

En af de kendte forretningsfolk er Bent Møller og han åbnede butiksdøren op med store nyheder

Af Klaus Slavensky

Forår: En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni uger, eller 63 dage har mange forretninger i Danmark og på Stevns været corona-lukket.

Men på årets første forårsdag, mandag den 1. marts, kunne en række kunde-tørstige forretningsindehavere kickstarte salget af et bugnende varesortiment.

Så er vi klar, lyder det fra ejeren af Huset Bent Møller. (Foto: Klaus Slavensky)

50 års handelsliv

Alt i butikkerne var gjort skinnende klart, vinduer var pudset, facader vasket af, gulve bonet og støvsuget, og ikke mindst var de forårsstrålende varer klar til at komme direkte i indkøbsposerne.

Det var også tilfældet hos den kendte forretningsmand, Bent Møller, og han havde brugt tiden på at tænke nyt.

– Jeg har samlet salget i to store butikker i Algade 12 og 14, fortæller han, og har således tre andre lokaler i Store Heddinge centrum, som i fremtiden skal fungere som udstillingslokaler.

– Til næste år er det 50 år siden jeg startede som 25-årig, beretter den 74-årige entreprenør og tilføjer, at han oprindeligt først havde tænkt på at sammenlægge om nogle år.

– Ingen havde jo forestillet sig, hvad coronaen medførte, men nu koncentrerer jeg det hele i to butikker, og så vil jeg lave forskellige events de andre steder. F.eks. stopper jeg med salg af børnetøj på grund af pladsmangel. Men når jeg hiver en vareenhed væk, så er der plads til, at en anden kan tage over. Sådan skal man også tænke, så byen ikke mangler noget, fastslår han, og tilføjer: Så torsdag starter vi et stort udsalg i Algade 13 med op til 40 procents prisnedsættelse på børnetøjet.

Det hele er klar

”Vi” betyder Bent Møller og hans personale, som han straks kontaktede, da det blev meddelt, at udvalgsvarebutikker under 5.000 m2 kunne åbne igen 1. marts med skærpede kvadratmeterkrav.

– Alle kommer tilbage, og de er glade og parate, også den medarbejder, der startede sammen med mig, som i dag er tilkaldevagt, siger chefen for Huset Bent Møller.

– Det har været en meget, meget mærkelig periode. Jeg har aldrig holdt ferie, så det at skulle undvære kontakten med kunder i så lang tid, det … begynder han, stopper og kaster et eftertænksomt blik rundt i butikkens nye lokale.

Her står alt farvekoordineret, bluser som matcher tasker, møbler pyntet med blomster. Det er faktisk helt hyggeligt og hjemligt. Rundt om står håndsprit og det hele er klar.

Giver byen identitet

Bent Møller fortæller, at han begyndte at planlægge ”omrokeringen” for en måned siden, og han har selv slæbt både tøjkasser, møbler og været med til at sætte reoler og hylder op, og der har også været tid til at gøre status og få julevarerne væk.

– Det er gået som planlagt, og det er sjovt at være tilbage i den butik, hvor jeg startede. Det giver mening. Jeg har hele tiden haft troen på, at vi igen kunne åbne for fuld kraft, lyder det fra en butiksindehaver fuld af optimisme.

– Nej, jeg vil ikke trappe ned foreløbig. Jeg håber at kunne fortsætte mange år endnu. Helbredet og lysten er der, kommer meldingen fra den forretningsmand, der om nogen giver byen identitet: Vi er i gang igen!

Skriv en kommentar