(Last Updated On: 25. juni 2014)

PlakatMetropl-NY-NY
STORE HEDDINGE: Kunstnergruppen CaCO3 udstiller i Store Heddinge vandtårn fredag den 27.juni, hvor der er fernisering fra klokken 17 til 22 samt lørdag den 28. juni, hvor der er åbent mellem 10 og 16, og hvor kunstnerne selv passer udstillingen.
Med udgangspunkt i Store Heddinges glorværdige  fortid som hovedstad og købstad på Stevns har CaCO3 valgt at kalde udstillingen METROPOL. På lange bannere har kunstnerne skrevet ord, som de forbinder med Store Heddinge; ord som købstad, vejarbejde, handel, hovedstad, Korsbæk og mange andre associationer – en udstilling der på sin egen måde hylder den gamle by.
”Kampen for at bevare byen og de gode tiltag fra de handlende, butikkerne og handelsstandsforeningens utrættelige arbejde med bl.a. at få Stevnsboernes øjne op for vores egne aktiver her på Stevns. Dette er tanker, som har sat kunstnergruppen i gang med at skabe udstillingen i Vandtårnet til Store Heddinge byfest fredag den 27. juni”, kan man blandt andet læse i en pressemeddelelse fra CaCO3.
Kunstnerne har arbejdet med hver deres felt, så man kan udover de omtalte bannere også opleve keramik, maleri og akvarel med fællesnævneren METROPOL som kunstnerisk virkemiddel og brændstof til kreativitet, leg og fabulering over emnet: Store Heddinge som METROPOL.
CaCO3 har inviteret den spanske maler Edoardo Rives, der har atelier på den gamle løgfabrik i Varpelev, med som gæst på udstillingen i Vandtårnet.
PlakatMetropl-NY-NY
Plakaten er malet af CaCO3 medlem Annette Sjølund, og den er en erindring om Store Heddinge set fra et barns øjenhøjde. Store Heddinge som storby og huse så høje som skyskrabere med kirken som midtpunktet med den flotte store trappe ind til ”vores egen stevnske katedral” Sankt Katharina kirke. (Foto: CaCO3).

Skriv en kommentar