(Last Updated On: 5. august 2014)

LaeserneSkriverAf Flemming Clarkfeldt
Sankt Ibs Alle 32
2630 Taastrup

Lørdag den 2. august gæstede min kone og jeg Store Heddinge efter en besværlig togrejse og med over halvtreds minutters ophold i Køge, inden vi kunne køre videre med Østbanen til Store Heddinge. En dejlig togrejse gennem et smukt landskab med skove og gule kornmarker.
Det var med store forventninger, vi stod af toget, og vi glædede os til at møde en lørdagstravl by med spændende butikker, et lille marked og en smule folkeliv.
Vi bevæger os mod bymidten – og det undrer os, at vi stort set ikke møder folk. Store Heddinge er en pæn by med gamle, bevaringsværdige bygninger, men efter nogle få minutters ophold i bymidten konstaterer vi, at byen er død, en spøgelsesby – gaderne er tomme, butikkerne er lukkede, nogle steder er der skodder foran vinduerne. Vi møder et postbud på cykel. Hvor gemmer borgerne sig?
Endelig træffer vi en ældre herre, der beretter, at han har været malermester i Store Heddinge i 55 år, sønnen er gået i samme spor, men heldigvis ikke som selvstændig. Malermesteren mener, at de unge mennesker har forladt byen til fordel for et mere spændende liv i hovedstaden. Store Heddinge mangler arbejdspladser, og det økonomiske grundlag for byen er forsvundet. Der er ringe offentlige transportmuligheder ind til Køge og videre, selv om Østbanens køreplan er lidt forbedret i hverdagene. Og der er også noget med, at kommunen forandrede hovedgaden for nogle år siden.
Vi passerer en ejendomsmæglers udstillingsvinduer og konstaterer, at huspriserne er bedrøvelige lave – og husene er formentlig vanskelige at sælge. Lukkede hoteller og restauranter – et bedrøveligt syn. Vi runder den pragtfulde, ottekantede Sankt Katharina kirke – intet tyder på, at den er åben for besøgende på en lørdag.
Hvor har indvånerne gemt sig? Er alle rejst på ferie? Nej, dog ikke, hos Netto og Fakta er der aktivitet, og bil efter bil kommer rullende.
I et vindue til et formentlig lukket hotel hænger et skilt med bl.a. følgende tekst: ”Begravelseskaffe”
I et andet vindue i Nørregade 17a: ”De aktive pensionister”.
Efter et par timer er vi tilbage på trinbrættet, toget mod Køge er just afgået, og vi må vente i næsten en time på næste tog.
Er det muligt igen at gøre Store Heddinge til en levende by? Eller er løbet kørt?

Skriv en kommentar