(Last Updated On: 26. maj 2020)

Solgårdsparken bliver rammen om lokalt korarrangement

Solgårdsparkens røde pavilloner står tomme og venter på at det store alsangsstævne kan finde sted i Strøby Egedes kendte »folkepark«. (Foto: Klaus Slavensky)

 

Efter coronaen: Lokale kræfter har taget initiativ til et gigantisk ”velkommen tilbage Stevns”, når regeringen og sundhedsmyndighederne igen tillader større forsamlinger.

Det bliver et alsangsstævne i Solgårdsparken i Strøby Egede, hvor en række af Stevns’ kor synger for på en masse dejlige sange fra Højskolesangbogen.

After corona-stævne

Dirigent Frans Rasmussen er en af initiativtagerne til det store korarrangement, og håber på at mange stevnsboere vil bakke op om alsangsstævnet. (Foto: Klaus Slavensky)

En af initiativtagerne er den landskendte tv-dirigent Frans Rasmussen, som også har udvalgt en række folkekære sange.

– Vi håber, at det bliver snart, og at folk på Stevns vil bakke op om arrangementet, siger han til Stevnsbladet.

Ideen er, at lave et ”After corona sangstævne”, hvor de mange stevnske sangkor møder op for at skabe samvær og fællesskab efter mange måneders isolation.

– Det har især været kulturlivet, som har måttet holde for, og jeg er sikker på, at folk tørster efter at mødes, synge sammen og på den måde markere, at nu er livet vendt tilbage med fuld styrke, siger Frans Rasmussen.

De frivillige er parate

Formanden for Solgårdsparkens Venner, Carl ’Olli’ Pedersen, glæder sig til, at der igen kommer sang og musik på Stevns. (Privatfoto)

Solgårdsparkens Venner har måttet aflyse alle sommerens musikarrangementer, og formanden Carl ’Olli’ Pedersen, er godt tilfreds med at få lidt kulturliv tilbage i den smukke park.

– Det vil blive afholdt på pladsen foran de Røde Pavilloner, hvor vi normalt har de populære musikaftener, siger han og tilføjer, at der satses på at kunne sælges drikkevarer og hjemmelavede kager som sædvanlig.

– Vi skal nok få stillet stole og borde op, og passe på at alt foregår efter myndighedernes anvisninger, og så få en hyggelig stund med fællessang, siger Carl ’Olli’ Pedersen.

Man synger sig glad

Korleder Birte Rasmussen ved af erfaring, at man oplever samhørighed ved fællessang, og altid går glad hjem når man har sunget. (Foto: Henrik Fisker)

Et af de stevnske sangkor er ”Sommerkoret”, som ledes af Birte Rasmussen, og koret glæder sig til at komme ud og røre stemmerne.

– Det er befriende at synge, for man føler en samhørighed med dem, som man synger sammen med, siger Birte Rasmussen, som har stor erfaring med musik og korsang.

– I alle de år, som jeg har haft kor, oplever jeg, at man går glad hjem. Man kan ikke være sur og synge. Det betyder meget for både børn og voksne. Det er en af de ting, som man kan gøre på tværs af generationer, af befolkningsgrupper og lande, fortæller hun.

Alle afventer datoen

Foruden korene vil pianisten Troels Roland akkompagnere, og der vil blive uddelt sanghæfter, så alle kan synge sammen med korene.

”Vi håber at dette gensyns-alsangs-stævne” kan puste liv i det stevnske kulturliv igen”, siger arrangørerne.

Der er ikke sat dato på, men det vil blive på en weekenddag, og det vil blive meldt ud i god tid, så både kor og publikum kan skrive dagen i kalenderen.

Det er Stevns Brands Fond, som har bidraget med økonomi, så dette arrangement bliver muligt at realisere.
sky

Skriv en kommentar