(Last Updated On: 30. december 2019)

Grønland på Stevns

Teater for børn fortæller om Ivalu, som er en lille heltinde, som på forunderlig vis digter sin allerførste sang. (Pressefoto)

Kultur: “Eventyret venter den, som forstår at gribe det”, sagde den kendte grønlandsfarer Knud Rasmussen.

Grønland er eventyrlig, men der kan også siges meget andet om verdens største ø, som har knap så positiv klang, og måske er det en sådan dobbelthed, som der sættes fokus på, når to lokale kulturforeninger sætter Grønland på 2020-programmet.

Musik og teater

I løbet af foråret næste år har både Stevns Teaterforening og Spilledåsen fokus på Grønland og grønlændere med teater og musik.

– Historier, tanker, sange og musik fortæller om mennesker, der hvor de lever, om deres drømme og håb og om deres ængstelser for en verden i forandring, siger forkvinde fra Stevns Teaterforening, Lene Vestergaard om de kommende arrangementer.

„De tre isbjørne”

Og Grønland fylder i den aktuelle internationale debat, hvor der er øget opmærksomhed på Grønlands strategiske og ressourcemæssige betydning.

De grønlandske politikere Lars-Emil Johansen, Jonathan Motzfeldt og Moses Olsen, blev kaldt “de tre isbjørne”, og de satte deres præg på grønlandsk politik i tre årtier med bl.a. kritik af den danske grønlandspolitik.

“Bloktilskuddet er Grønlands whiskyflaske”, sagde f.eks. Lars-Emil Johansen, der også fastslog, at “Den danske grundlov er ikke vores. Den er dansk. Den har aldrig været diskuteret i Grønland og har aldrig været vedtaget i Grønland. Vi har aldrig sat et eneste komma i grundloven.”

Klima og naturadvarsler

I den stevnske miljøjournalist Kjeld Hansens bog „Farvel til Grønlands Natur” (2001) blev tidligere Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt citeret for disse klimabekymringer:

„Vi må ikke fange så meget, at bestandene går ned. Med andre ord må vi kun høste renterne, men vi skal lade kapitalen stå. Kapitalen skal gå i arv til vores efterkommere”.

Så er det både det eventyrlige som er i spil, men også den mere alvorlige side af Grønland, der leveres over scenen.

De tre arrangementer

Lørdag 25. januar kl. 11: Ivalus’ første sang. Teatret De Røde Heste med historien om tanker der vokser til livsvigtige sange. For alle over seks år.

Mandag 20. april, kl. 19.30: Den grønlandske mand. Grønlands Nationalteater med hudløst, musikalsk teater om den moderne grønlandske mand.

Tirsdag 12. maj kl. 20: Livet skal leves på ny. Rasmus Lyberth med band synger om klima og kærlighed til jazz- og rocktoner.

Tre syn på Grønland

De to lokale kulturforeninger tilbyder således tre aspekter, tre syn på Grønland.

– Der er fornyet interesse for vores fjerne grønlandske rigsfæller. Hvor meget bestemmer Grønlands selvstyre egentlig? Hvad meget booster det Danmark internationalt, at ’vi’ kan handle på Grønlands vegne? Vil grønlænderne tage Grønland i egne hænder? Kan de? Hvem er de egentlig, grønlænderne?, spørger Lene Vestergaard.

Svaret kan man (måske) få ved at deltage i de tre arrangementer.

Læs mere på Stevns Teaterforening og Spilledåsens hjemmesider:www.stevns-teater.dk og www.spilledaasen-stevns.dk

sky

 

Skriv en kommentar