(Last Updated On: 11. november 2021)

Foreningsliv/kultur: Covid19 har været slem ved kulturlivet og en af de mindre foreninger, Strøby Amatørteater, mistede pusten undervejs og tog for en måned siden initiativ til at lukke amatørscenen, som har eksisteret siden 1955.

Men nu har en ekstraordinær generalforsamling besluttet at fortsætte livet på de skrå brædder i Strøby.

Scene fra en af Strøby Amatørteaters tidligere forestillinger. (Privatfoto)

To nye ansigter

I længere tid har de frivillige teaterfolk efterlyst to nye bestyrelsesmedlemmer til bestyrelsen.

– Ja, man har faktisk været så langt ude, at man måtte igennem en særlig generalforsamling, hvor eneste punkt på dagsorden var nedlukning af foreningen samt uddeling af foreningens midler til andre organisationer, fortæller en af de mangeårige sceneaktive bestyrelsesmedlemmer, Johnny Thorsen, og tilføjer:

– Men i ellevte time modtog bestyrelsen et forslag, og to nye ansigter, som var villig til at stille op som erstatning for de to medlemmer, der ikke længere ønskede at side i bestyrelsen. Det er to tidligere Strøby ”børn”, Bjørn Birkedal og Jette Vad, og det gjorde, at generalforsamlingen vedtog at lade foreningen leve videre, oplyser Johnny Thorsen.

Turnerede på landsplan

Amatørscenen er tilbage fra 1930’erne, hvor teateret var en del af Strøby GIF, og i 1955 blev foreningen en selvstændig forening under Strøby Amatørteater, hvor man i den spæde start turnerede rundt i Danmark med revyer på repertoiret.

Men teaterets faste hjemsted har altid været i Strøby Forsamlingshus, og da det nye stadion ved kirken i Strøby blev anlagt i 1950’erne, blev der også anlagt en udendørsscene kaldet ”højen” i folkemunde, beretter Johnny Thorsen.

– Igennem tresserne og halvfjerdserne var der fra 5 til 8 forestillinger hver vinter og forår, og 2 af disse forestillinger var lørdag aften med spisning og efterfølgende bal til ”petroleums” orkestret Harmoni Players, et 6 mands stort orkester under ledelse af Jens Erland Nielsen fra den forgangne restaurant ”Ægir”; lyder det ene erindringsglimt fra Johnny Thorsen efter det andet.

Dengang havde Strøby Amatørteater op til 8 opførelser på en vinter, hvor man bl.a. besøgte plejehjem i Hårlev og Køge samt havde opførelse på Teaterbygningen i Køge med over 300 publikummer.

Fest til den lyse morgen

Johnny Thorsen fortæller, at han sad for første gang på forreste række i Strøby Forsamlingshus i året 1964, hvor man opførte ”Den mandlige husassistent” med Henry Christoffersen i hovedrollen som husassistent og hvor han havde over 600 replikker.

Dagen efter mødte en meget duperet Johnny selveste Henry på gaden i Strøby, og var meget imponeret over at kunne komme så tæt på en ”rigtig” skuespiller.

– Dengang var der en vis afstand imellem aktørerne på scenen og publikummerne i salen. Dette kunne ses igennem mange år, hvor skuespillerne efter forestillingerne spiste på ”Strøby Kro”, imens publikummerne festede i Strøby Forsamlingshus, og først tidligt på natten mødte aktørerne deres ”fans” i Strøby forsamlingshus, og der blev festet til den lyse morgen, mindes Johnny Thorsen.

Om det er disse partytider den ny bestyrelse skal genoplive, vides ikke, men festligt skal det nok blive når Strøby Amatørscene igen åbner for magiens verden.

Foreningen har konstitueret sig, og den nye bestyrelse ser således ud: Inge Larsen, Jacob Børgesen, Jette Vad, Bjørne Birkedal Hansen, Christina og Hanne Marcher samt Johnny Thorsen.
sky

Skriv en kommentar