(Last Updated On: 14. juni 2022)

Mange nye medlemmer og nye bestyrelsesmedlemmer

Store Heddinge: Grundet stor tilslutning blev Store Heddinge Antennelaug nød til at ændre lokationen for deres årlige generalforsamling, som blev afholdt tirsdag den 24. maj på Hotel Stevns, hvor de 33 deltagende medlemmer fik serveret kaffe og kage.

– Der var flere nye medlemmer til generalforsamlingen blandt andet fra Agervænget og Agerhøj, Digevangen, Højbovænge med flere, fortæller formanden Henrik Herskind, der i sin beretning kunne glæde sig over, at der er udsigt til flere eksterne indtægter, som har medvirket kontingentnedsættelse allerede i indeværende år.

– Det betyder også, at vores medlemmer, der kun ønsker bredbånd, slipper billigere, forklarede formanden, som videre kunne fortælle, at bestyrelsen den 13. juni skal høre mere om de kommende TV-pakkers indhold og de nye tjenester, der kommer.

Antennelauget har lige nu stor succes med at blande TV-pakkerne, som det bedst passer medlemmerne. Og mulighederne udvides og ændres løbende, hvorfor formanden opfordrede til, at endnu flere benytter sig af mulighederne.

På den nye samlede udstykning Agerstien, Agerhøj og Agervænget er tilslutningen til Antennelauget 70 procent svarende til, at 57 husstande ud af 82 mulige får TV-pakker og eller bredbånd gennem foreningens anlæg.

Medlemstilgangen det seneste år har rundet 50 medlemmer og i alt havde Store Heddinge Antennelaug i maj måned 495 medlemmer. Opførelsen af ca. 180 nye boliger ved Overdrevsvej kan betyde endnu flere medlemmer.

– På alle vores standere vil vi sætte vores logo, så alle kan se, at det ikke kun er el- og fiberstandere, der står rundt omkring i byen, men også Antennelaugets standere, som forsyner næsten 500 medlemmer med TV og super bredbånd, sagde Henrik Herskind.

Nye ansigter i bestyrelsen

Der skulle vælges nye bestyrelsesmedlemmer. Jørn Johansen er udtrådt af bestyrelsen og istedet blev Ina Svensson fra Agervænget valgt ind. Jens Michael Sandvig afløste Tine Fridberg som suppleant.

Efter generalforsamlingen fortalte YouSee’s konsulent om de alt for voldsomme priser på sportsrettighederne, som de seneste år har indvirkning på TV-pakkepriserne. Medlemmerne kan bruge streamingtjenesterne gennem YouSee, især TV2 Play og Disney+ er ifølge konsulenten populære.

Man kan se mere på antennelaugets hjemmeside tvnet-stevns.dk.

Skriv en kommentar