(Last Updated On: 28. maj 2019)

En omgang sumobrydning er altid underholdende at se på. (Privatfotos)

Strøby: Med fint vejr, rodeotyr, sumobrydning, sejlads, badetur samt skumkanon og god musik blev sidste skoledag igen i år en god afslutning for de omkring 230 afgangselever fra Stevns, som fredag eftermiddag var samlet til nogle timers fri leg i området omkring Garderhøjen.

Eleverne fra alle seks skoler i kommunen deltog, og igen i år var stemningen fantastisk imellem alle deltagere. Da den sidste skole – med lidt forsinkelse – ankom, blev de modtaget med åbne arme og kram – og så var festen i gang for alle.

– Og i endnu højere grad i år virkede de som en samlet flok – og ikke elever fra seks forskellige skoler. Mange af de unge kender hinanden på tværs af skoler fra sociale medier, sport, Ungdomsråd, knallertkørekort, Ungecaférne samt rejser og andre aktiviteter i Ungdomsskolen, fortæller SSP konsulent i Stevns kommune, John Brok-Jørgensen.

Det deltagende personale, som har kendt de unge i overnævnte sammenhænge, kunne med lige så stor tilfredshed, glæde og opstemthed køre hjem efter endt oprydning.

Efter et par fornøjelige timer skulle de unge hjem, have et fortjent bad og videre til de fester, som forældrene havde arrangeret, enten skolevis eller nogle skoler sammen – til stor tryghed for både unge og forældre.

Personalet fra UngStevns vil gerne sig tak for nogle dejlige oplevelser sammen – og tak for nogle sjove og dejlige timer ved Garderhøjen: I ønskes al mulig held og lykke til afgangsprøverne og med jeres videre uddannelse.
rmh

Skriv en kommentar