(Last Updated On: 28. marts 2017)

Gang i Køkkenet. Gerda Hansen har i over 30 år undervist i hensynstagende madlavning. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Uden mad og drikke, duer helten ikke, lyder et gammel mundheld. Og det gælder os alle. Også de, som måske ikke har det så nemt med de 10 kostråd.

Mad og sund ernæring

I over 30 år har økonoma Gerda Hansen undervist i “hensynstagende madlavning”. Det sker i regi af LOF på Stevns. Igen i år har hun haft 24 elever fordelt på seks hold af handicappede på mellem 20-70 år.

Kurset henvender sig til udviklingshæmmede, der på en sjov og hyggelig måde lærer at lave hverdagsmad, og samtidig undervises i vigtigheden af sund ernæring.

Succesoplevelser

Forleden var der påskeafslutning på Erikstrupskolen, og på menukortet stod blandt andet sildelagkage, tærter, kyllingelår, frikadeller og håndlavede påskeæg. Sidstnævnte stod Gerda Hansen for.

– I starten fik eleverne blot mad, fortæller Gerda Hansen, og fortsætter:

– Nu laver de den selv. Det giver en succesoplevelse. Og de får undervisning i gode kostråd, og lærer at finde opskrifter, slutter hun, og tilføjer, at de hver gang bager brød.

En faglig ildsjæl

Gerda Hansen har arbejdet som økonoma i 26 år på plejeboligerne Stevnshøj, og har i de sidste 10 år været i Faxe kommune. Dertil kommer det vedholdende arbejde i LOF.

Så det er en ildsjæl, der tager sit fag seriøst.
sky

 

Skriv en kommentar