(Last Updated On: 9. august 2022)
Sidste år blev der også afholdt SUP Tour i Rødvig. (Arkivfoto: Kristian Buchmann)

Rødvig: Igen i år arrangerer LimeLight BoardSport Club – i samarbejde med forbundet Surf & SUP – Danish SUP Tour på Stevns. Det er lørdag den 13. august, hvor der dagen igennem vil være turnering og social paddling i Rødvig.

Som noget nyt arrangeres eventen samtidig med, at Rødvig Roklub – der for første gang og samme dag – afholder stævnet Rødvig Ro Klintløb. Der vil derfor være flere fælles aktiviteter og følgebåde vil blandt andet holde øje med deltagere fra begge arrangementer.

– Sidste år var der næste 150 deltagere til Stand Up Paddling turneringen. I år forventer vi et lidt lavere antal, da det har vist sig vanskeligere at få deltagere efter corona, forklarer Steen Bonke Sørensen fra LimeLight BoardSport Club.

Der vil som noget nyt i år være et særligt arrangement for børn, og så vil racet primært foregår foran stranden og molerne, så tilskuere bedre kan se konkurrencen.

Konkurrencerne starter om formiddagen og afholdes dagen igennem med præmieoverrækkelse v. 18-tiden.

Der vil dagen igennem være flere spisevogne og kaffevogne, hvor man kan købe mad og drikke.

Om eftermiddagen kan man også være med til at rydde op på stranden, idet Surf og SUP Danmark afholder et clean-up, hvor alle er velkomne til at kigge forbi og give en hånd med. Det er fra kl. 13-13.45.

Efter de mange sportslige aktiviteter slutter aftenen med fire koncerter ved stranden, som er kommet i stand i et samarbejde med Scandinavian Cello School.
rmh

Udvalgte programpunkter for SUP Touren:

  • 10.45 – 12.15: Start – Social SUP Tour
  • 10.45 – 12.45: Start – Danish SUP Tour (indledende heats, alle kategorier)
  • 12.00 – 14.00: Junior SUP Tour race
  • 13.45 – 14.30: “Prøv SUP Yoga” med Lise Kruuse
  • 13.45 – 15.45: Danish SUP Tour (repechage heats)
  • 16.30 – 17.30: Danish SUP Tour (finaler + B-finaler)

 

Skriv en kommentar