(Last Updated On: 9. august 2022)

Toftbo Dyreklinik er mobil, og så har den netop fået nye lokaler i Hårlevs tidligere tyrestation.

Sussi hilser på Hårlevs nye dyrlæge, mens den tilfredse ejer, Pernille (th), ser til. (Foto: Klaus Slavensky)

Forretningsnyt: De nye lokaler på Hårlev Mark er allerede taget i brug, for de firbenede patienter kan ikke vente til åbningsreceptionen fredag den 12. august kl. 14-17.

Så ”gadekrydset” Sussi på 8 år løber fornøjet rundt i lokalerne, for at få sin månedlige indsprøjtning for gigt i ryggen.

– Vi kommer her med glæde, for der er både omsorg og professionelt tjek, fortæller ejeren Pernille, og Sussi logrer bekræftende.

Tidligere tyrestation

Det er dyrlæge Helene Nielsen, som har fået opfyldt en længe ventet drøm, og allerede sidste år åbnede klinikken så småt, mens hun og hendes mand gjorde de nye lokaler i stand, der er en del af gården ’Toftbo’, som blev bygget i 1879. Gården blev i gamle dage brugt som tyrestation, der som bekendt er sted til opstaldning af udvalgte tyre, hvis sæd aftappes og anvendes i kvægavlen; et flertal af alle danske kalve i dagens Danmark stammer fra befrugtninger ved kunstig inseminering.

Men nu er Toftbo igen domicil for dyr, dog i mindre størrelse, idet Helene Nielsen koncentrerer sig om kæledyr som hunde, katte, kaniner og marsvin. Og selvfølgelig er dørstopperen en mini-flodhest i læder.

Historien om ”Bobben”

Hun blev uddannet dyrlæge i 2008 fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, med speciale i mindre husdyrs sygdomme.

Helene Nielsen har desuden en bred erfaring i diagnostik og behandling af medicinske og kirurgiske sygdomme hos familiedyr.

– Jeg har bl.a. været smådyrslæge i Næstved, fortæller hun, som har prøvet lidt af hvert, også som dyrlæge på slagterier i f.eks. Sæby og på Bornholm.

Hun viser rundt i de nye lokaler, der både emmer af klinisk renhed, hygge og et samlet indtryk af tillidsvækkende hygiejne. Katten ”Bobben” mjaver rundt og vil gerne ud at opleve verden ligesom Pelle Haleløs, hvilket Hårlev-klinikkens kat også er.

– Jeg fik den for ca. 12 år siden, ind i vagten af en dyreambulance. Den vejede dengang kun 1 kilo, og havde fået halen slemt beskadiget, så jeg var desværre nødt til at amputere. Og den var hjemløs, men sød og kælen, så jeg beholdt den, fortæller Helene Nielsen, der dermed også afslører, at hun er mere end ’blot’ den faglige dyrlæge.

Hun har boet 12 år i Hårlev, og er klar over, at hun ikke er den eneste dyrlæge i byen.

– Jeg tænker, at der er plads til mig også. Og jeg behandler kun små kæledyr, ikke eksotiske dyr som f.eks. slanger, og mine priser vil ikke ligge i den dyre ende, fastslår hun, som allerede har flere kunder fra hele Stevns.

– Der er kommet flere kæledyr i danske hjem, specielt under coronaen, og det er primært hunde, katte og kaniner. Og der er mange, som har mere end et kæledyr, og man får også dyrlæge-rabat, hvis man har flere, tilføjer hun med et smil.

Besøg i hjemmet

Den nye klinik har både konsultationsrum og en operationsstue, og så sælges der foder til de søde små.

– Det er dejligt, at folk har overskud til kæledyr og tilbyder dem et godt liv. Men det kræver den rigtige pleje og træning. Jeg vejleder gerne i foder, for den skal ændres gennem et dyrs livscyklus, ligesom med mennesker, forklarer hun og fortsætter:

– Der kan opstå komplikationer som kræver støttefoder og sygediæter grundet f.eks. vægttab. Og nogle skal have kurforløb mod lopper, og så har vi også udstyr som halsbånd, plejemidler, håndkøbs- og receptpligtige præparater og godbidder, siger hun og peger på en skål ved receptionen, for det skal også være hyggeligt at besøge dyrlægen.

Helene Nielsen er også mobil dyrlæge, fordi mange dyr trives bedst i vante rammer og det er derfor ikke altid hensigtsmæssigt at transportere sit kæledyr hen på klinikken, når det har behov for en dyrlæge.

– Derfor tilbyder jeg også dyrlægebesøg i eget hjem. Det giver mindre stress, mere ro og større fleksibilitet for både ejere og deres kæledyr. Alle almindelige undersøgelser, som kan foretages på klinikken, kan jeg som udgangspunkt også foretage i hjemmet, siger hun.

Og man kan altid komme forbi og købe bl.a. foder, men konsultationer er efter aftale.

Skriv en kommentar