(Last Updated On: 14. september 2021)

Det kan være svært at være utilfreds som husejer i Stevns Kommune. I det mindste to gange om året. For her kører kommunen rundt over en periode på cirka to måneder, og henter haveaffald efter en nøje planlagt rute. Både hos rig som fattig. Om du har brug for det eller ej.

En god og fornuftig ordning, der hjælper de svageste i samfundet. F.eks. de ældre, der kan have besvær med at fjerne haveaffald. Burde kommunen ikke også der være behjælpelig med at klippe hækken, og måske fjerne det træ, der har vokset sig stort og skyggende for haven. Hjælpe til, at de gamle kan blive i egen bolig. Hjælp til selvhjælp, også for kommunen.

Der er valg til november, så det burde være et emne til kommunalvalget. Svaret vil som sædvanlig sandsynligvis være, hvor skal pengene komme fra? Riget fattes penge. Svaret er, stop ordningen til alle, der ikke har den nødig. Et kvalificeret gæt er, at det ville kunne lade sig gøre. Måske endda med et overskud. De penge kunne så bruges til rengøring, hos de som har brug for det, og sidder i en lille lejlighed.

Hvorfor skal kommunen have udgifter på mig, hvis jeg selv kan fjerne mit haveaffald. Eller har råd til at få det fjernet. Hvorfor skal kommunen fjerne haveaffald for mig, der vil have fjernet træer eller andet, lige i forbindelse med et hussalg.

Dette er ikke et surt opstød, det smager nemlig ikke godt. Men skal vores skattekroner ikke bruges med fornuft, og ikke ende med at blive skruen uden ende. Ordningen er jo god og frivillig, så hvorfor ikke betale for den. Altså os der bruger den. Om vi har brug for det eller ej. Måske have midlertidige opsamlingspladser, der ville gøre det nemmere, eller bare betale et rimeligt beløb for afhentningen. Ordningen burde være nem at administrere, da det allerede er bestemt, politisk, at ordningen med kompostbeholdere fortæller, den kun skal betales med halvdelen af udgiften.

Med venlig hilsen
Bjarne Hilmersson
Strandmældevej 2
Strøby Egede

Skriv en kommentar