(Last Updated On: 28. januar 2021)

Vanvittigt. Dramatisk. Spændende. Rædselsfuldt. Vidunderligt!


Sport: De, som så håndboldkampen mellem Danmark og Egypten var med garanti gennem alle følelser.
Og alle på Stevns blev ét med Sigerslevs helt egen lokale helt, nu verdenshelt, Lasse Svan.

Da landstræner Nikolaj Jacobsen, efter en sindsoprivende kamp med 2 x forlænget spilletid, udtog fem spillere til straffekastkonkurrencen lød det “Og du, Lasse, tager det sidste og afgørende skud”.

Hvem ville ikke gå i chok over en sådan skæbnesvanger opgave? De fleste, men ikke Lasse Svan fra Stevns. Og han placerede den fedtede bold med stor overbevisning, og forløsning, i nettet. Danmark vandt en af håndboldspillets mest forrygende kampe, som vil blive sportshistorie.

– Jeg er meget tilfreds med kampens afslutning. Der var så en del undervejs, som vi ikke var så tilfredse med, men afslutningen kunne ikke være skrevet bedre, sagde ydmyg Lasse Svan til DR, da de egyptiske spillere græd over 39-38 til Danmark, som nu går videre til  i semifinalen mod Spanien på fredag.

Lad vores lokale verdenshelt få de sidste beskedne ord efter sin pragtpræstation:
– Først og fremmest skal Niklas have ros for de straffekast, han tog. Især den anden er utrolig vigtig, fordi jeg så kan gå op til pletten uden det allerstørste pres, sagde Lasse Svan til DR’s reporter.
Stevnsbladet ønsker stort tillykke til alle spillere og trænere, men mest til Svan.

sky

Skriv en kommentar