(Last Updated On: 9. juli 2015)

Læserbreve-735x415Af:
Mogens Haugaard Nielsen
Borgmester

Kære Peer Nørgaard

Tak for din interesse i markedsføringen af Stevns Klint. Vi er mange fra Stevns, som er meget stolte af og bevidste om vores unikke verdensnaturarv, som hvert år besøges af tusindvis af danske og udenlandske turister. Jeg er enig med dig i, at Stevns skal markedsføres bedst muligt. Imidlertid kan det være lidt forvirrende, idet der er tale om to forskellige turistsamarbejder.

Det nye tværkommunale markedsføringsselskab, som du refererer til, blev etableret 1. april 2015 med navnet VisitSydsjælland-Møn (VISM), hvori Stevns Kommune indgår som samarbejdspartner med Faxe, Næstved og Vordingborg Kommuner. Dette samarbejde markedsføres bl.a. via annoncering, som du efterlyser, og hjemmesiderne vism.dk og visitstevns.dk, hvor Stevns Klint er centralt placeret med både tekst og billeder.

De samme kommuner i VISM-samarbejdet indgår imidlertid også i et andet turistfællesskab. Nemlig det kommercielle markedsføringssamarbejde under navnet ”De Danske Sydhavskyster”, som varetages af foreningen De Danske Sydhavskyster (etableret i 2014), der desuden markedsfører Lolland og Falster.

Det er denne forening, der står for den annonce, du har set. Fremadrettet forventer vi, at det nyetablerede selskab VISM vil samarbejde proaktivt med De Danske Sydhavskyster om en optimal markedsføring af vores destination, herunder naturligvis også Stevns Klint.

 

Skriv en kommentar