(Last Updated On: 26. november 2019)

Jeg bakker som borgmester helt op om, at vi skal have mere CO2 neutral energi. Vindenergi er en af de vigtigste bæredygtige energikilder, og derfor hilser jeg også vindmøller velkommen – langt ude på havet og ikke kystnært, som det er tilfældet her.

Vi skal tænke os om, når vindmøllerne skal placeres. Vindmøller – og særligt de store 220 meter høje vindmøller – påvirker omgivelserne langt udenfor det område, hvor de bliver sat.

Jeg opfordrer til, at der laves en overordnet plan for hele Danmark i forhold til planlægning af vindmøller, i stedet for at det foregår tilfældigt som nu. I Danmark har vi en lang tradition for at lave samlet planlægning for landet, og det bør vi også gøre med hensyn til den CO2 neutrale energi.

Der bør laves en screening af hvor i Danmark, man bedst placerer vindmøller. Hvis man gjorde det, så tror jeg ikke, at området ud for Stevns Klint ville vise sig at være det mest velegnede.

Anette Mortensen (V)
Borgmester i Stevns Kommune

Skriv en kommentar