(Last Updated On: 22. oktober 2015)

Musikeren Sys Bjerre flyttede den 1. september til Stevns. På næste fredag er du velkommen til at kigge forbi Snurretoppen og hilse på sangerinden, der også giver et par af sine nye numre på scenen

RENGE: Lige siden gymnasietiden har sangerinden Sys Bjerre haft en drøm om at bo i kollektiv. Nu er hun sammen med kæresten og tre gode venner ved at realisere drømmen her på Stevns – på Østergård lidt uden for Renge.

– Vi søgte efter et sted med plads til at udfolde, udvide og udvikle – der skulle være plads til de store tanker, siger Sys Bjerre til Stevnsbladet.

– Vi er alle sammen musikere – de fleste er også noget andet ved siden af – og vi vil gerne lave et musikstudie. Og så vil vi gerne få ting til at gro, og på sigt få nogle høns, fortæller hun.

Sys Bjerre er positivt overrasket over det kulturelle liv på Stevns: Med Snurretoppen, Spilledåsen, en teater- og en amatørteaterforening og endda operaforestillinger, blot for at nævne nogle. Hun er også blevet overrasket over, hvor nemt det er at komme til København. Og så er hun vild med det flade landskab og de åbne vidder, hvor man kan se rigtig langt.

Nyt album på gaden
Sys Bjerre er sangerinden, der i 2008 blev landskendt med sangen om Malene og solgte 80.000 eksemplarer af sit første album. Siden har hun sendt to album på gaden, og den 23. oktober udsender hun sit fjerde album »Alle mine fejl«. På albummets 11 popnumre sætter Sys Bjerre de karaktertræk, følelser og handlinger, hun er allermindst stolt over ved sig selv, på vers.

– Det lyder deprimerende, men resultatet er overraskende festligt, faktisk. Jeg har altid været god til at fejre, lyder det fra sangerinden og sangskriveren bag de ærlige og personlige bekendelser.

“Alle Mine Fejl”, hvorfra de to første singler “Monogame Dyr” og “Verden i HD” allerede nyder airplay på landets radioer, er produceret af Carsten Skov og Thorbjørn Nyander Poulsen.

Vil bare gerne sig hej
I forbindelse med udgivelsen af mit nye album vil jeg meget gerne sige hej til folk i området, siger Sys Bjerre, som i den anledning har fået lov at invitere indenfor i Snurretoppen fredag den 30. oktober kl. 20.

– Det bliver helt stille og roligt – og hyggeligt. Jeg spiller et par numre i salen, i en akustisk trio, og bagefter er der billige fadøl, vin og vand i foyeren, og mulighed for en snak, til dem der har lyst, slutter Sys Bjerre.

Der vil også være mulighed for at købe hendes nye album til en rigtig god pris.

rmh

 

Skriv en kommentar